Jeg er helt klart af den holdning, at hvis vores dreng ikke kan følge med i vuggestuens almindelige hverdag, så er han for syg til at komme afsted. Det lyder jo dejlig simpelt og ligetil, men i det virkelige liv er det sjældent så let at vurdere, har jeg erfaret.

Jeg synes, at det er svært at vurdere med de her småforkølelser, der nærmest står i kø og rammer ham, så han konstant har løbenæse. Hvis det fortsætter sådan her, så stopper det vel engang i maj-juni-agtig … ? Og så længe kan jeg jo ikke holde ham hjemme – !

I sidste uge var han mere snottet end normalt – gule guirlander og klart snot tapløb ud af hovedet på knægten. Han hostede lidt, var lidt pjevset og klæbede til mine bukseben. Sammenholdt med, at han storvrælede i sandkassen, da jeg hentede ham dagen før, valgte vi at holde ham hjemme. Og han holdt fest hele dagen og aftenen med – han var nemlig frisk som en havørn. Det var vi forældre så ikke efter dén oplevelse, kan jeg afsløre 😀  Recreation needed!! 

Så jeg spørger mig selv … hvor meget snot skal der til – og hvilken farve skal det have for at man skal holde poden hjemme? Tæller forkølelse som sygdom, når ungen sprinter rundt og har uanede energiressourcer? Skal jeg kun kigge på hans humør og aktivitetsniveau?

Jeg troede faktisk, at gult snot = smitte. Men i vuggestuen siger de, at klart vandigt snot = smitte “og så vil vi gerne have, at I holder ham hjemme”. Udfordringen er så, at der også kommer vandigt snot, når han f. eks. piv-fryser. Som han gør, når moren har udstyret hans gummistøvler med tykke uldsåler og liiiige har glemt at tjekke om sålerne er blevet tørre efter gårsdagens vandgang.

Først er snottet klart; der smitter man mest. Men efterhånden begynder bakterier at vokse i det, og så bliver det mere tyktflydende og gult – og efterhånden, som bakterierne dør, bliver det sejt og grønt.

Igen i morges var jeg i tvivl, for han var tydeligt pjevset, klamrede sig til mig, pylrede lidt, mens snottet væltede ud af hovedet på ham og han hostede også lidt. Jeg havde faktisk besluttet mig for ikke at sende ham i vuggestue, men da han havde spist al sin morgenmad var det som om han fik det bedre. Jeg lod ham lege, og da jeg tændte for TV, sad han der i en halv times tid og så bl.a. Carsten & Gitte. Han jublede og grinede, og bagefter var han ikke længere pylret og heller ikke så snottet mere.

Så jeg afleverede ham og fortalte Josefine helt ærligt, at jeg havde været i tvivl. Hun var ikke i tvivl – han havde det godt og var helt fit for fight, men lovede at ringe, hvis det ændrede sig. Vi så hen på ham. Han sad ovenpå benzinstationen og lod Julie trille en orange bil hen over hans fod igen og igen, mens han skraldgrinede. Jeg forsøgte at få hans opmærksomhed for at sige farvel, men det måtte jeg opgive. Han havde vigtigere ting på plakaten!

Men hvem sagde også, at det skulle være nemt??