Hurt

Den murren, jeg har følt i maven et par dage, var desværre ikke gode tegn, og i går aftes kom menstruationen så. Igen sad jeg på toilettet og græd mine modige tårer. Jeg er helt knust. Det er som om det bare ikke vil lykkes.

Hvad nu? Det her var 3. mislykkede insemination. Hvor mange gange kan vi fortsætte før vi skal i gang med reagensglas? Giver det overhovedet mening at fortsætte med insemination, når det nu er fejlet for 3. gang? Skal vi i stedet gå i gang med reagensglas? Alle de spørgsmål tager jeg med på klinikken på mandag. Jeg har brug for en garanti, men det kan de jo ikke give mig.

Og nu starter jeg nok i nyt job i januar – hvordan skal jeg kunne snige mig afsted til de mange besøg på klinikken uden at det bliver bemærket, hvis jeg ikke er blevet gravid inden da? Jeg var til samtale i dag – og jobbet lød perfekt til mig. Jeg er gået videre til næste runde, men nu kan jeg ikke glæde mig over det, for det ligger langt væk, jobbet. Det vil tage mig 40 minutter at køre til klinikken, og jeg kan bare ikke lade være med at spekulere på det. Jeg har været vågen siden klokken 3 i nat, og jeg har vendt og drejet det i hovedet til jeg fik hovedpine.

Jeg bliver nødt til at finde et godt job, for måske bliver jeg aldrig gravid. Det er jo en mulighed. Det troede jeg ikke på for 3 måneder siden, men nu må jeg erkende, at jeg måske aldrig bliver gravid igen. Risikoen er der. Den erkendelse gør så sindssygt ondt, at jeg med det samme må skyde tanken fra mig. Jeg går i stykker inden i bare ved tanken.

Det job, jeg var til samtale på, i går, ligger for langt væk, og jeg kan ikke få det til at harmonere med fertilitetsbehandling. Det andet job, som er næsten lige så godt, ligger i samme by som klinikken. Men er det det forkerte grundlag at vælge job på? Jeg tænker og tænker og tænker og jeg føler, at det hele kører i ring.

Jeg fortalte det til Allan med det samme i går, og han er også helt knust. Han bliver 40 i næste uge, og han føler, at det er sidste udkald lige nu. Jeg kan godt forstå ham. Det knækker mig, hvis jeg bliver 39 år i februar uden at være blevet gravid. Jeg forstår til fulde hvordan han har det, og der er bare intet vi kan gøre ved det andet end at prøve og prøve og prøve og prøve og prøve ….

2 Comments

  1. Malene siger:

    Uha Kære Gitte, føler så meget med jer!!! Men I må ikke give op, det skal nok løse sig, på den ene eller anden måde. Pyt med alderen, den ene kvinde efter den anden føder i øjeblikket – godt oppe i 40*erne – og mændene, det kan jo blive ved! Måske og måske lykkes det ikke med inseminationen, men så er der reagensglasmetoden.
    Kan godt forstå det må være så skuffende, at du/I bliver ked af det – men hold fast I, at I vil det her!
    Glæder mig til at høre om jobsamtalerne, og så kan vi måske finde på kreative løsninger til, hvorfor du i det nye job, kommer til at skulle “smutte” en gang imellem.

    Store knus og kram – Mal

    Like

    1. gittepigen siger:

      Vi giver aldrig op – det er helt sikkert!
      Tak for jeres opbakning – det betyder ufattelig meget for os!!

      Like

Der er lukket for kommentarer.