Kender du det, når en dag er helt forkert? Vi skulle til NCs kusines 5 års fødselsdag, og på dørtrinnet fik jeg at vide midt i et kram, at min far er kørt galt, og at fødselaren havde kastet op. “Hva-hvad??” sagde jeg. Jeg stod der og hilste på alle mennesker, vi kom for sent og så fik jeg den besked nærmest som en bisætning.

Min far og Kirsten var kørt galt på motorvejen på vej til fødselsdag. Der havde pludselig været isslag, og så skred bilen ind i en betonmur, drejede rundt og knaldede ind i en snedrive og stod fast. Bilen var godt molestreret, men de var på skadestuen og havde det efter omstændighederne godt. Kirsten var meget chokeret. Fordi hun havde haft ondt i nakken, blev hun fastgjort på en båre med besked om ikke at røre sig. Det i sig selv må være stærkt angstprovokerende. En tur gennem røntgen viste dog, at der ikke var noget at se.

Og så står man dér til en fødselsdag og føler sig helt forkert. Er chokeret og lettet over, at det trods alt ikke var gået værre. Men også bekymret for både far og Kirsten. Det er så chokerende at være del af en ulykke, og det kan godt give men psykisk. Når man er 70 år, når noget så voldsomt sker, kan man godt få så kraftigt et chok, at man aldrig rigtig kommer til at føle sig tryg bag rattet igen. Og nu er hans bil smadret, og han bor ude på bøh-landet.

Vi kunne ikke engang tilbyde at køre dem hjem. 225 km på isglatte veje ville være vanvittigt, så min bror hentede dem på skadestuen og kørte dem til hovedbanen, og så tog de toget hjem.

Jeg er bekymret, og jeg ville ønske, at han ikke boede så langt væk, så jeg kunne tage forbi de næste par dage og holde lidt øje med ham og bare snakke med ham, så han får bearbejdet oplevelsen og får den ud af kroppen.

Tanken strejfede mig ganske kort, men jeg skød den fra mig: Han kunne have været død i dag. I går var der to, der døde i glatføreulykker. Det kunne lige så godt være sket for ham. Jeg er så taknemmelig for, at det ikke gik værre.