Perimenopause – sådan føles det for mig

For mig startede det som 49 årig, men jeg opdagede først, at det var perimenopause langt senere.

Jeg var åbenbart med ét trylleslag blevet gammel som 49 årig – det var konklusionen, efter at jeg var blevet tjekket flere gange for kræft, demens, depression, fibromyalgi, forhøjet blodtryk og hjerteproblemer.

Jeg troede, at jeg var alvorligt syg, fordi mit helbred tog en voldsom drejning uden advarsel, det var voldsomt og er bare blevet værre og værre – en del af mig frygter stadig, at der er noget alvorligt galt, fordi intet længere er normalt. Men hver gang får jeg at vide, at alt er normalt, og jeg er sund og rask.

Det føles bare ikke sådan. Nu har jeg gået i 5-6 år med en masse symptomer uden anden forklaring end det, jeg selv har kunnet finde ud af: Perimenopause.

Listen

Jeg fik ondt i hoften, og det kunne lægen ikke finde en forklaring på. Så fik jeg hælspore ud af det blå. Dertil diffuse ledsmerter, som jeg først senere opdagede var værst lige før menstruationen og helt forsvandt under menstruationen.

Jeg fik konstateret astma – ja, lungerne påvirkes af hormonerne. Jeg fik voldsom migræne, der også kom lige før menstruationen. Jeg har fået voldsomme menstruationssmerter og massakrelignende blødninger. Men de har stadig været helt regelmæssige bortset fra 3 korte cyklusser og 2 meget lange.

Jeg er nu snart 55 år, og menstruationerne fortsætter bare. Det seneste år er de blevet lidt mere uregelmæssige, så jeg har opgivet lyse bukser. Der er 5-36 dage mellem mine menstruationer. Senest var der 7 dage imellem. Og hver menstruation toppes op med voldsomme smerter og migræne fra helvede, så det er ikke fedt, at min cyklus ofte er forkortet, men når den springer over får jeg ekstra mange smerter, så jeg spiser smertestillende hver dag.

I foråret fik jeg nedfalden forfod. Så fik jeg en fedtknude på halsen og rosacea omkring næsen. Min venstre albue er begyndt at gøre ondt i lørdags. Ud af det blå.

Mit hjerte slår slag over, det slår ujævnt og nogle gange hårdt. Det er virkelig skræmmende, og jeg bliver så bange, når det sker. Det har jeg fået undersøgt mindst 10 gange, og der er intet i vejen.

Tørre øjne, der forårsager rifter på hornhinden og gør det svært at have kontaktlinser. Glemte jeg at nævne hårtab? Og svimmelhed, der rammer ud af det blå.

Jeg har haft så mange lægetider det sidste halve år som jeg har haft i hele resten af mit liv. Jeg bliver vanvittig.

Dertil har jeg hjernetåge og skal skrive alt ned. Nogle gange kigger jeg på mine notater og tænker “hvem skrev overhovedet det her?” Og jeg har nul genkendelse, ikke engang på min egen håndskrift.

Jeg kan se fotos af øjeblikke, som jeg ikke kan huske. Livsbegivenheder, ferier, fødselsdage, jeg har været til, men som jeg ikke kan huske, mens det, der skete for 35 år siden, står skarpt. Har fået undersøgt hjernen, og der er intet galt. Alt er normalt. Ingenting føles normalt. Og jeg bliver så ulykkelig af det, når jeg ser på billederne af vigtige øjeblikke og ikke kan huske, at jeg overhovedet var der. Så jeg ser sjældent på mine fotos. Jeg bryder mig ikke om det.

Jeg er blevet nervøs. Jeg er blevet co-driveren fra helvede. Mit nervesystem reagerer på biler, der er tæt på, men som vi aldrig ville ramme. Mit hjerte slår hårdt, min hals snørrer sig sammen, og jeg kryber sammen i bilen og skal gøre alt for at holde det inde. Jeg vil også helst selv undgå at køre bil, for jeg er lige så nervøs og usikker, når jeg selv kører. Det koster SÅ meget energi. Jeg vil hellere blive hjemme eller tage toget. Da jeg var yngre, elskede jeg at køre hurtigt, suget i maven, og jeg var slet ikke nervøs. Nu har jeg konstant følelsen af, at det går galt om lidt.

Mit humør og mit overskud .. de seneste 6 måneder er min begejstring forsvundet. Jeg ER her sådan set bare. Jeg føler sjældent begejstring længere, og jeg savner mig. Det er en spøjs flad fornemmelse at være mig, efter begejstringen er forsvundet ud af mit liv. Jeg kan ikke forklare det. Det er ikke, fordi jeg er ligeglad, for jeg kan til gengæld blive SÅ vred, at jeg er parat til at brænde alt ned omkring mig og brænde samtlige broer af. Jeg er ikke mig længere. Jeg kan ikke genkende mig selv længere.

Jeg sover pivringe om natten. Ofte er jeg udmattet, når jeg vågner. Jeg har oplevet at falde i søvn, mens jeg arbejder 3 gange midt på dagen. Lige pludselig vågner jeg ved, at mit hoved falder forover ved computeren midt på dagen. Selv når jeg går tidligt i seng, er det som om søvnen ikke har den samme effekt som tidligere. Jeg vågner ofte kl 3:34 med et sæt, og så er jeg lysvågen med tankemylder, bankende hjerte og en trykken for brystet. Når vækkeuret ringer 5:15 har jeg ofte været længe vågen. Læg dertil nattekramperne og følelsen af insekter på huden.

Selv træning, som jeg elsker, er jeg ligeglad med – jeg kommer afsted hver dag, fordi jeg ved, at jeg får det bedre af det, men det er en løgn, jeg fortæller mig selv. Den glæde, jeg havde, ved at træne får jeg ikke længere, hvis jeg skal være ærlig. Jeg tager afsted hver dag og håber på, at jeg får det boost ud af det, som jeg plejede. Men også træning efterlader mig ubegejstret og ligeglad. Det er en sorg at have mistet glæden ved noget, jeg har været så glad for, og som fyldte så meget i mit liv.

Perimenopause er ikke noget, nogen har nævnt. Det opdagede jeg selv, at der var noget, der hed. Alle mine symptomer bliver behandlet enkeltvis af sundhedssystemet. Da jeg første gang for 5-6 år siden kom med en længere symptom-liste til mine læge, sagde hun “Vi må tage det en af gangen” – der var over 24 ting på min liste. Vi er ikke nået særlig langt på listen efter 5 år – listen er også blevet længere og symptomerne er meget værre nu, men jeg har ikke følt, at jeg har kunnet få hjælp. Med mere end 35 symptomer skal jeg 35 gange til lægen – det går jo ikke. Jeg har også et liv ved siden af. lægen må kun se på en ting ad gangen. Min læge havde i starten begrænset kendskab til peri, tror jeg. Hun nævnte det ikke, da jeg stod med listen i hånden.

Det er min egen opgave at søge viden, læse bøger og ta’ den viden med til hende. Den opgave påtager jeg mig, for jeg er jo mit ansvar. Hun lytter og er med mig, så jeg er heldig.

Jeg kan anbefale bogen “Nøglerne ligger i mikroovnen” og “Østrogen”. Begge bøger har været en øjenåbner for mig, og jeg tænker, at jeg tager dem med til lægen 👌😅

Hvad kan man hjælpe mine yngre medsøstre?
Mere opmærksomme og bedre uddannede læger. En samtale, hvor man som 35 årig bliver forberedt på det, der kommer.

Plus en mere holistisk tilgang i sundhedssystemet: Kig på mennesket, alderen og summen af symptomer, i stedet for at kigge på de tørre øjne, smerterne i hoften, hælsporen, ledsmerterne, den nedfaldne forfod, astmaen, migrænen hver for sig …

Måske skal man prøve med hormoner først, når der er så mange sammenfaldende symptomer. Ikke som det sidste.

Hvad har jeg gjort indtil videre?
For mig er hormoner næste stop på rejsen, for jeg kan ikke klare det mere på denne måde.

Indtil videre har jeg kunnet ‘klare den’ ved at træne tung styrketræning 5x om ugen. Jeg har indhentet det tabte på min muskelmasse, så jeg har nu samme muskelmasse som da jeg var 35. Styrketræning har været en life saver.

Det gør noget ved mig mentalt, når jeg rykker to 18 kilos håndvægte ned af racket. Så føler jeg mig stærk og robust, selvom jeg føler mig svækket og modarbejdet af min krop.

Jeg skal bare lige have overskud til at gå til lægen.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.