For mig startede det som 49 årig, men jeg opdagede først, at det var perimenopaus senere: Jeg fik ondt i hoften, og det kunne lægen ikke finde en forklaring på. Så fik jeg hælspore. Jeg fik diffuse ledsmerter, som jeg opdagede var værst lige før menstruationen og helt fosvandt under menstruationen. Jeg fik konstateret astma – ja, lungerne påvirkes af hormonerne. Jeg fik voldsom migræne, der kom lige før menstruationen. Jeg har fået voldsomme menstruationssmerter og massakrelignende blødninger.

Jeg er nu snart 55 år, og menstruationerne fortsætter bare. Nu er de også uregelmæssige, så jeg har opgivet lyse bukser. Der er 5-36 dage mellem mine menstruationer. Senest var der 2 dage imellem. Og hver menstruation toppes op med voldsomme smerter og migræne fra helvede, så det er ikke fedt, at min cyklus ofte er så kort, men når den springer over får jeg så mange smerter, at jeg spiser smertestillende hver dag. I foråret fik jeg nedfalden forfod. Så fik jeg en fedtknude på halsen. Min venstre albue er begyndt at gøre ondt i lørdags. Ud af det blå.

Mit hjerte slår slag over, slår ujævnt og nogle gange hårdt. Det er virkelig skræmmende, og jeg bliver så bange, når det sker. Det har jeg fået undersøgt mindst 10 gange, og der er intet i vejen.

Tørre øjne, der forårsager rifter på hornhinden og gør det svært at have kontaktlinser. Glemte jeg at nævne hårtab? Og svimmelhed, der rammer ud af det blå.

Jeg har haft så mange lægetider det sidste halve år som i hele resten af mit liv. Jeg bliver vanvittig.

Dertil har jeg hjernetåge og skal skrive alt ned. Nogle gange kigger jeg på mine notater og tænker “hvem skrev overhovedet det her?” Og jeg har nul genkendelse, ikke engang min egen håndskrift. Jeg kan se fotos, som jeg ikke kan huske. Livsbegivenheder, ferier, fødselsdage, jeg har været til, men som jeg ikke kan huske, mens det, der skete for 25 år siden, står skarpt. Har fået undersøgt hjernen, og der er intet galt.

Mit humør og mit overskud .. de seneste 6 måneder er min begejstring forsvundet. Jeg ER her sådan set bare. Jeg føler sjældent begejstring længere, og jeg savner mig. Det er en spøjs flad fornemmelse at være mig efter begejstringen er forsvundet ud af mit liv. Jeg kan ikke forklare det. Det er ikke, fordi jeg er ligeglad, for jeg kan til gengæld blive SÅ vred, at jeg er parat til at brænde alt ned omkring mig og brænde samtlige broer af. Jeg er ikke mig længere.

Jeg sover pivringe om natten. Ofte er jeg udmattet, når jeg vågner. Jeg har oplevet at falde i søvn, mens jeg arbejder et par gange. Lige pludselig vågner jeg ved, at mit hoved falder forover ved computeren midt på dagen. Selv når jeg går tidligt i seng, er det som om søvnen ikke har den samme effekt som tidligere. Jeg vågner ofte kl 3:34 med et sæt, og så er jeg lysvågen. Når vækkeuret ringer 5:15 har jeg ofte været længe vågen.

Selv træning, som jeg elsker, er jeg ligeglad med – jeg kommer afsted hver dag, fordi jeg ved, at jeg får det bedre af det, men det er en løgn, jeg fortæller mig selv. Den glæde ved træning får jeg ikke længere, hvis jeg skal være ærlig. Jeg tager afsted hver dag og håber på, at jeg får det boost ud af det, som jeg plejede. Men også det efterlader mig ubegejstret og ligeglad nu.

Perimenopause er ikke noget, nogen har nævnt. Det opdagede jeg selv, at der var noget, der hed. Alle mine symptomer bliver behandlet enkeltvis af sundhedssystemet. Min læge har begrænset kendskab til peri. Det er min opgave at søge viden, læse bøger og ta’ den viden med til hende. Den opgave påtager jeg mig, for jeg er jo mit ansvar. Hun lytter og er med mig, så jeg er heldig.

Jeg kan anbefale bogen “Nøglerne ligger i mikroovnen” og “Østrogen”. Begge bøger har været en øjenåbner for mig, og jeg tænker, at jeg tager dem med til lægen

Hvad kan hjælpe mine yngre medsøstre?

Mere opmærksomme og bedre uddannede læger. En samtale, hvor man som 35 årig bliver forberedt på det, der kommer.

Plus en mere holistisk tilgang i sundhedssystemet: Kig på mennesket, alderen og summen af symptomer, i stedet for at kigge på de tørre øjne, smerterne i hoften, hælsporen, ledsmerterne, den nedfaldne forfod, astmaen, migrænen hver for sig …

Måske skal man prøve med hormoner først, når der er så mange sammenfaldende symptomer. Ikke som det sidste.

Hvad har jeg gjort indtil videre?

For mig er hormoner næste stop på rejsen, for jeg kan ikke klare det mere på denne måde.

Indtil videre har jeg kunnet ‘klare den’ ved at træne tung styrketræning 5x om ugen. Jeg har indhentet det tabte på min muskelmasse, så jeg har nu samme muskelmasse som da jeg var 35. Styrketræning har været en life saver.

Det gør noget ved mig mentalt, når jeg rykker to 18 kilos håndvægte ned af racket. Så føler jeg mig stærk og robust, selvom jeg føler mig svækket og modarbejdet af min krop.

Jeg skal bare lige have overskud til at gå til lægen.