Det endte med, at vi har trukket os fra det ‘fælles’ sommerhus, som min far ejer  og har givet til os som en fælles gave. Det bliver rart ikke længere at modtage flere mails fra min bror med slet skjulte hentydninger om hvor dovne, uengagerede, umulige og inkompetente vi er.

Jeg er ufattelig trist over, at det skal være sådan – at vi ikke har formået at vinde kampen om sommerhuset for NCs skyld. Men det er også for NCs skyld, at vi nu trækker os fra stridens æble. Det eneste, vi virkelig kan skændes om, er det sommerhus og min brors mails. Det må være slut. Det er for vores eget bedste. Vi vil ikke mere.

Jeg føler bare, at det er uretfærdigt, at min bror med dén opførsel kan vinde sommerhuset. At han ved at tryne os, jorde os og svine os til belønnes af min far med at få sommerhuset for sig selv. Men jeg bliver nødt til at slippe ærgrelsen for jeg kommer ingen vegne med det. Min far mener, at det bare er et spørgsmål om tid, så lejer vi os ind i min brors sommerhus, selvom vi siger lige nu, at det vil vi aldrig gøre.

Jeg har prøvet at forklare min far, at jeg intet vil have med min bror at gøre i lang tid fremover. Jeg vil ikke på nogen måde være afhængig af ham – det kommer derfor aldrig på tale at leje ‘hans’ sommerhus. Men min far lytter overhovedet ikke. ‘Nu må vi bare se fremad’ siger han og giver sommerhuset til min bror. Jeg føler mig snigløbet og trampet på i en grad, så jeg bliver virkelig arrig, når jeg tænker på det.

Jeg kæmper stadig med at forstå, at det her virkelig sker. Jeg var engang så tæt på min bror – det er godt nok mange år siden, men alligevel. Nu kender jeg overhovedet ikke den mand, han er blevet til. Jeg ved ikke, hvordan han er blevet så uforsonlig og vred.

De seneste par år har jeg kæmpet i mod det. At han har ændret sig, at den store glade fyr med de skøre indfald og det skønne store grin er forduftet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set ham grine. Han har gradvis taget afstand fra mig/os efter vi fik sommerhuset at deles om. Jeg har en gang prøvet at lægge sommerhusstriden bag os. Det virkede lidt en kort periode, men siden jul er det gået den forkerte vej igen; kravene og de ubehagelige mails fra min bror er blevet hverdagsting igen.

Undervejs har jeg slugt mange kameler – og bedt Allan sluge mange kameler. Men jeg kan ikke blive ved, når det igen og igen rammer min familie så hårdt. Jeg giver op. Jeg opgiver at kæmpe for, at NC skal have et sommerhus at komme i og et forhold til sin fætter og kusine. NC skal ikke vokse op med at være på ‘tålt ophold’ – han skal omgås familie, fordi de er og opfører sig som familie. Han skal lære om sunde familierelationer, og min relation til min bror er ikke længere sund.

Det lyder måske som om det hele er min brors skyld. Det ville være let, hvis det var, men det er ikke min brors skyld. Det er vores begges skyld og ingens skyld. Min far gav os en gave, som vi ikke formåede at dele og den splittede os ad, fordi vi ser forskelligt på tingene. En advokat siger, at 9 ud af 10 familier ender i splid over at skulle dele – hvad enten det er huse, arv eller lignende. Så det er åbenbart helt naturligt. Jeg ville bare gerne have vidst det, så jeg kunne have sagt nej tak fra starten. Jeg ville hellere have haft en bror end et skide sommerhus.

Nu er der sket så meget og blevet sagt så meget, at jeg ikke længere kan se, hvordan vi kan genopbygge det, vi har mistet. Jeg har ikke engang lyst til at prøve at genopbygge relationen længere, for jeg kan ikke se bort fra alt det der er sket.