“Vi’ sove .. ma træt” – det kom min lille skønne knægt hen og sagde til mig i dag og klyngede sig til mig. Jeg var overrasket – han kom selv og sagde, at han var træt, og det var sandt, for jeg kunne gå lige ind og lægge ham til at sove.

Men da havde han så heller ikke sovet hele dagen, og klokken var nærmest 16:30. Han var nærmest ved at dratte om af træthed, men vi havde forsøgt at lægge ham to gange uden held. Jeg er stolt over, at han selv kom og sagde til.

Nu sover han stadig middagslur … eller hvad man nu skal kalde det. Klokken er nu 19, og vi må nok se frem til at stå tidligt op … as in klokken 2 – eller være længe oppe i aften … as in til klokken 2.

Lige meget. Det er weekend, og det er forår, og det hele er bare så meget lettere, lækrere, skønnere … Lillemandens naturlige søvn er vigtigere end at vi lige kommer i seng klokken 23. I morgen må vi så bare tune ham ind på hans normal lur-tid igen, så vi ikke vender op og ned på dag og nat mere end højst nødvendigt.