Sidder på jobbet med min første kop kaffe og nyder den foreløbige stilhed. Både mine kolleger og jeg skal lige op i gear efter en påskeferie, der føltes som en dejlig sample på en rigtig skøn sommerferie. Der er bare altid det med de gode samples … der er aldrig rigtig nok, og man vil altid gerne have mere!
Nogen vil måske mene, at der ikke er meget ferie i at blive hevet ud af sengen klokken 5:30 på en helligdag. I mit gamle liv var det omtrent på det tidspunkt, jeg var på vej hjem med metroen efter en lang nat på let slingrende høje hæle. Nu er al søvn efter 5:30 luksus. At ‘sove længe’ er at sove til klokken 7.
Men det er faktisk skønt, og det er ikke bare noget, jeg hvisler ud mellem fortænderne for at overbevise mig selv. Det er skønt. Denne påske har været fantastisk, og i morges ønskede jeg bare lidt mere. Bare lidt mere, et par uger eller 10 til på denne måde, hvor vi alle tre er synkrone, i godt humør, svinger sammen og ikke er stressede.
I påsken har vi nået
… at læse Barbapapa bøger en million gange
… at se Thomas Tog en million gange
… at se andre voksne mennesker flere gange
… at være ved Vedbæk havn og lege i sandet
… at spise is flere gange
… at spise grillpølser i haven med gode venner
… at være på flere forskellige legepladser
… at finde en trehjulet cykel til storskrald
… at købe Minimo todelt skitøj til vinter til NC for 100 kr. på loppemarked
… at købe to t-shirts, en sej rødternet skjorte og bukser til NC for 20 kr. på loppemarked
… plus 6 puslespil og to tog, som NC bare elsker
… at se NC falde i søvn med sit tog knuget tæt ind til sig
… at prøve at lirke det hårde plastic-tog ud af hans arme, men opgav fordi han krammede det i søvne
… at spise frokost – bare os to – i solen på vores 2 års bryllupsdag
… at plante røde pelargonier i altankasserne
… at spise en masse påskeæg
… at sidde på altanen og nyde en halv kop kaffe
… at se flere hele voksenfilm ( ikke dén slags voksenfilm 😀 )
… at komme for sent i seng
… at dø af grin sammen med NC over Ice Age 4 traileren
… at lade NC jagte ænder og blive voldkysset af et par hunde
… at se NC få en ny ven på legepladsen og græde, da han skulle gå med sin mor
… at bruge al pletrensen for at fjerne pletterne efter en god ferie på hans tøj (og mit)
… plus det løse
Der skulle være flere af den slags påsk’ner. Kh a
LikeLike