Sidder på jobbet med min første kop kaffe. Min krop sitrer og summer af træthed. Jeg kan slet ikke huske, at jeg sidst har været så træt. Jeg kan slet ikke huske noget fra turen til arbejde. Jo – jeg undrede mig et sted i Bagsværd over, at jeg var kørt gennem Frederiksdal uden at bemærke udsigten, som jeg ellers altid gør. Jeg kan slet ikke huske, at jeg har været der.

NC vågnede klokken 23, jeg fik ham til at sove igen, men allerede inden midnat vågnede han igen. Denne gang var jeg faldet i den dybeste søvn, og NC havde ikke tænkt sig at sove igen. Han græd og vred og vendte sig. Pressede sig ind til mig og græd hver gang jeg prøvede at putte ham. Så der var ingen anden vej end at tage ham med ind i vores seng til nogle endeløse timer, hvor han nærmest halvt i søvne, vred, vendte sig, jamrede, skreg og græd – samtidig med at han pressede sig ind til mig og greb fat i mine bryster og famlede løs på mig. Hvileløst. Uroligt.

Jeg var ved at blive idiot af at ligge og bokse rundt med ham. Og selvom det aldrig hjælper, så råbte jeg til sidst af ham og skubbede ham væk. Det gav absolut ikke mere ro i lejren – tværtimod: Allan og jeg mundhuggedes lidt, mens NC skreg videre.

Ved 4-tiden fik han en Panodil i rumpetten, vi sad lidt i stuen, og så faldt han omsider i søvn i mine arme. Så nej, jeg var ikke frisk, da han vågnede igen klokken 7. Slet ikke. Og jeg skal bare overleve og hjem så hurtigt som muligt.