Dagen har været lang og lummer og har vidnet om, at regn og torden måtte være på vej. Mine arme klæbede til bordpladen på arbejdet. Vinduet var vidåbent, men vinden føltes som et pust fra en varm ovn.

Manden er taget afsted til byen i skjorteærmer for at se Seinfeld i Forum. Det var den oplagte beklædning ved 18-tiden, da vi havde en temperatur på 4., der sagde 26,9 grader.

Klokken er 21:44, og uvejret nærmer sig. Sorte skyer tårner sig op, og i det fjerne kan jeg høre torden. Et par lyn har jeg også set i det fjerne. Kraftige vindpust fik de ellers helt stille træer til at bukke sig og rasle spøgelsesagtigt før, men nu er træerne helt ubevægelige igen. Stilhed før stormen. Et par ænder er fløjet væk, nogle fugle tog flugten og en million insekter søgte mod huset for at søge skjul.

Jeg tog altankasserne ind i læ. Mine pelargonier overlever ikke en omgang skybrud med stor til. Voksdugen har jeg også taget ind. Den blæser væk ellers – eller knalder mod ruden.

Nicholas sover for længst. Jeg har proppet gardinerne tæt om vindueskarmen, så lynene forhåbentlig ikke forskrækker ham for meget. Jeg har lukket vinduerne – han sover i sin kortærmede body. Hans lille krop var helt klæbrig af varme, da han kaldte sidste gang. Hans dør står åben, så der kommer lidt frisk luft ind.

Jeg har set dokumentaren om børnene fra Brønderslev her til aften. Jeg mangler ord. Jeg mangler simpelthen ord. For forældrenes svigt og ondskab. For kommunernes smøl og forsømmelser. For børnenes lidelser, som kommer til at forme deres liv. Som små græsstrå, der kæmper sig op gennem tyk kvælende fed asfalt, er deres liv startet helt forkert. Jeg håber, at de møder kærlighed, omsorg og omhu nu.