Jeg har lige set Inklusion – hvor svært kan det være? (DR2), som blev vist i sidste uge. I én og samme familie findes den vellykkede inklusion og den fejlslagne inklusion, og i programmet følger man sideløbende familiens to børn, der har hver deres diagnose. Se programomtalen:

Familien Stendys kender alt til de sorger og glæder, som følger med, når et barn skal inkluderes i en almindelig folkeskole. Sønnen med Aspergers skal finde sin plads i 7.a, mens datteren med ADHD er blevet flyttet på specialskole.

DR2 Undersøger hvad idealet om en mangfoldig folkeskole betyder for en familie og de lærere, som på skolens vegne skal tilpasse sig det enkelte barns behov. Vi følger familien derhjemme, i skole og til et forældremøde, hvor de har valgt at fortælle deres historie.

Vi taler med lærerne om at kæmpe og om at måtte give op, og vi ser problemstillingen gennem øjnene på de børn, det hele handler om.

Jeg kan også godt blive bekymret for en målsætning, der hedder inklusion af 96%, hvorefter man kaster nærmest alle børn hovedkuls ind i en folkeskole, som slet ikke er gearet til inklusion. Det vidner om total mangel på indsigt, at man sætter så markant en kvantitativ målsætning, fremfor en kvalitativ målsætning i netop sådan et projekt. Et projekt, hvor succesen ikke betinges af hvor mange, der inkluderes, men på hvor mange, der inkluderes med succes.

Jeg er fortaler for inklusion i forhold til vores søn, samt de børn, der kan. Men ikke en slags baglæns lassez-faire inklusion, hvor man først opnår viden hen ad vejen og forsøger lidt her og lidt der for at se om det virker. Familiens datter gik i folkeskolen, mens der blev prøvet lidt af hvert, som så ikke virkede. Hun var blandt de 96%, der tegner projektets succesfulde udførelse, men inklusionen slog fejl for hende. Og hvad har det kostet hende menneskeligt at være forsøgskanin?

Til gengæld synes jeg, at det var meget positivt at opleve de to gæve lærere, der kæmpede en brav kamp for de to skønne unger. De ville dem virkelig, men jeg savnede altså en overordnet vinkel eller strategi. Det virker som om lærerne selv må fedte med hvordan de skal gøre. Tale med kommunen, søge råd hos PPR osv.  Det er en kæmpeopgave udover at lære klassen de færdigheder, de skal.

Jeg mener, at man burde have lagt en plan snarere end at sætte et mål. Man skulle være startet med at uddanne lærerne, for det er dem, der står med udfordringerne i det daglige. Det kunne man snildt have gjort sammen med de forskelle interesseorganisationer. Og så skulle man have sluset børnene intelligent ind med support fra forældre, afgivende skole og PPR. Et barn ad gangen. Hvorfor ikke?

Jeg har fattet det. Der er ikke tid til det. Det er som om planen er underordnet, bare man når de skide 96% i 2016 😦