Efter at være til coaching i sidste uge blev jeg blevet bevidst om, at jeg ikke var ved at gå ned med stress. Det var jeg helt ærligt nervøs for, at jeg var, og derfor sprang jeg til, da jeg kunne få en times gratis coaching af en coach under uddannelse. ‘Min’ coach var uddannet coach, der gerne ville have endnu en certificering – altså en utrolig dygtig kvinde med erfaring fra HR m.m.

På lidt over en time fik jeg vendt stort set alle aspekter af mit liv. Normalt siger man, at man kan klare uro i én arena ad gangen, men for mit vedkommende er der uro i flere arenaer på én gang. Jeg kan ikke fokusere på at genoprette balancen i én arena ad gangen, fordi der er konfliktende ubalancer i flere arenaer. Mit job har fyldt for meget, og jeg fik inspiration til netop at se mit liv som arenaer og prioritere mine arenaer i stedet for at bruge al krudtet på den arena, der er allermest in my face, nemlig jobbet.

Jeg blev mindet om styrken i det at acceptere. Nogle gange må jeg bare acceptere, at der er ting, jeg ikke kan ændre på. Fx at acceptere, at sådan her er mit job lige nu, i stedet for at kæmpe i mod det, gå i sort over det og udtænke mulige flugtveje.

Og styrken i at turde sige ‘pyt’ oftere, når tingene ikke bliver helt som jeg planlægger eller drømmer om – pyt!

Et sidste guldkorn jeg fik med var ‘endnu‘. Ved at bruge ordet endnu, stopper jeg ikke mig selv, men inspirerer til en proces. Bemærk forskellen mellem: “Jeg vejer 10 kilo for meget” og “Jeg har ikke tabt de 10 kilo endnu“. Eller forskellen mellem “det går vildt dårligt på jobbet” eller “det går ikke godt på jobbet endnu” … Så er der håb forude. Og det er der virkelig!