… husker jeg at messe for mig selv, da NC skriger ‘nej, nej, neeej’ og kaster sig rundt i Trip-Trap stolen i noget, der minder om en slags galemandsanfald. Hvis jeg lavede sådan et anfald i Lyngby Storcenter, ville jeg blive spændt fast, det er jeg stensikker på. Men NC er ikke engang to år, så fastspænding kommer ikke på tale. I stedet sidder der to voksne spørgsmålstegn og kigger på ham, mens vi prøver at gætte, hvad der går så galt.

Morgenmaden var klar. NC så Timmy Time. Jeg sad og så resten af Timmy Time med ham, og forberedte ham på, at der er morgenmad om lidt. Jeg slukkede TV efter endt Timmy Time. Det protesterede han imod. Han ville ikke med ind og spise, men jeg bar ham ind i hans stol. Han skreg ‘nej, nej, nej, nej’ ved synet af havregrøden og gik helt i selvsving. Det virkede som om han gerne ville spise havregrøden. Han tog skeen med havregrød på, førte den op mod munden med en hånd, der rystede af raseri (?).

Lige da den nåede munden skriger han ‘nej, nej, neeeeeeeeeej’ og kaster havregrøden af skeen. Han flitsbuer bagover og skriger. Skubber sig selv og Trip-Trap-stolen væk fra bordet og skriger, skriger, skriger. Han river i hagesmækken for at få den af og skriger. Afviser vand ved at slå ud efter glasset og skriger, skriger, skriger. Jeg prøver at tage ham med ind ved siden af for at skifte scene.

Han skriger og er ved at kæmpe sig fri af mine arme, så jeg er ved at tabe ham. Jeg sætter mig med ham i sofaen, stryger ham over håret og spørger hvad der er galt, men det er helt helt forkert for ham. Han skriger og kæmper sig ud af mine arme og går tilbage til bordet. Han er så rasende, at han ikke selv kan komme op på sin stol. Jeg sætter ham op. Det er åbenbart helt forkert, han skriger og råber ‘nej, nej, nej, neeeej!’ og skubber stolen væk fra bordet.

Han rækker ud efter sin ske, og jeg trækker stolen hen til bordet. SKRIIIG! Så skubber han stolen og sig selv væk fra bordet igen. Jeg giver ham skeen, som han griber så hårdt omkring, at hans hånd ryster. Men han kan jo ikke nå tallerkenen, så han skriger igen. Jeg trækker i stolen, men han sparker mod bordet. Jeg får stolen hen til bordet og prøver at nusse ham over håret. Skriiig igen.

Det er som om han ikke kan snappe ud af det igen. Som om han sidder fast i et raserianfald. Vi prøver tålmodigt at få ham til at køle af. Først prøver jeg at fjerne ham fra situationen, men det virker ikke. Jeg prøver at tage ham på skødet, men det virker heller ikke. Allan tilbyder ham vand, men det virker heller ikke. På en eller anden måde får han spist hele sin portion havregrød, så han var nok ved at dø af sult.

Allan og jeg fatter nul og nix. Vi diskuterer hvad der er galt midt i skrigeriet. Om det er normal adfærd. Allan nævner, at det måske er ADHD. Jeg ved det ikke, men siger, at jeg har lige læst, at det kan man først diagnosticere når han er større. Hverken Allan eller jeg har set et barn opføre sig som NC gør, så frygten for, at der er noget galt ligger lige for. Jeg har engang set et lidt større barn gå grassat i tilsvarende stil i et supermarked engang, men ellers ikke, så frygten for at det er unormalt ligger lige for.

Seriøst. Vi er måbende tapet til en knægt på næsten 2 år, der går fuldstændig grassat, og vi aner ikke hvorfor.

Om en måned starter the terrible two, som alle sigende fortæller os, er den absolut værste småbørnsfase. Jeg kan ikke forestille mig, at det kan blive værre end disse morgenmadsseancer. Heldigvis er det ikke hver morgen. Det sker bare kun om morgenen. Så der er et eller andet, han prøver at fortælle os. Noget, vi skal ændre. Men vi forstår ham ikke, og det mærker han jo,  og så vokser hans vrede, frustration og afmagt, fordi han ikke føler sig mødt.

Hvad gør den kloge mor så? Hun googler ‘raserianfald 2 årig’. Sikke mange hits!!! Det her svar til en anden mor til en lille hidsigprop forekommer brugbart:

De er nogle meget fine beskrivelser du giver over, hvad der sker i de enkelte situationer. Jeg hæfter mig dog lidt ved at du i situationen kommer med forslag til at tingene kan være anderledes. F.eks. ‘vil du op?’, ‘har du lyst til at lege?’ eller ‘er du tørstig?’. Det gør du naturligvis i den bedste mening i håb om at det vil få hende til at holde op med at græde.

Jeg synes i stedet du skal prøve at møde hende med det du ser. F.eks. ‘er du bare så ked af det’ eller ‘du bliver bare så vred lige nu’. Ved at sætte ord på hendes følelser, de ord som hun ikke selv kan sætte på, så fortæller du hende at du forstår hende og samtidig viser du hende at det er okay at hun har det sådan (der behøver ikke komme en løsning).

Samtidig er det enormt vigtigt at du kan rumme hendes følelser. Det vil sige at du kan holde ud at hun har det sådan og det viser du hende ved at blive hos hende. Det er det helt rigtige at sætte dig ned hos hende, og som du også skriver så falder hun lidt efter til ro og så vil hun gerne op til dig. Følelser holder op af sig selv, hvis vi ikke puster til dem – adrenalinet i kroppen klinger af.

Vi tilbyder havregrød, vand, spørger hvad der er galt, flytter ham, gætter og så videre i den dur. Vi prøver at rumme hans følelser, og vi forsøger at undgå at skælde ham ud. Men jeg tror nok, at vi prøver at være mest løsningsorienterede. Vi rummer rent faktisk ikke hans følelser, men forsøger at få dem til at stoppe (raseriet). Vi sætter ikke ord på hans følelser, men prøver at gætte os frem til løsninger på et problem, som vi ikke kender. Han ved sikkert ikke engang hvad hans problem er, så alt hvad vi tilbyder er helt galt og gør ham bare endnu mere rasende. Alle vores spørgsmål og tilbud gør ham mere frustreret, for han kan jo ikke sige, at han har brug for et kram, hvis han ikke ved, at det er det, han har brug for. Jeg tror, at vi skal prøve at møde ham med det vi ser: ‘hvor bliver du vred, skat’, som Helen skriver i sit svar til en anden hidsigprops mor. Det er et forsøg værd!

Og så huske at minde os selv og hinanden om, at det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, det er bare en fase, DET ER BARE EN FASE!

Mere om raserianfald og ideer til at tackle det … og overleve.