Da NC hoppede ud af sin seng i december troede vi, at nu var freden forbi. Men siden da har han ikke forceret sengekanten en eneste gang. Vi har godt været klar over, at freden har været på lånt tid, men har bare nydt, at han kalder på os i stedet for at hoppe ud af sengen og vandre omkring i lejligheden. Når han har kaldt på os, har vi altid reageret så hurtigt som muligt, så han ikke følte sig kaldet til at prøve at hoppe ud af sengen. Det har givet pote i over et halvt år, så det var en god metode for os.

Men her til aften måtte jeg lægge ham retur i sengen 10 gange, før han blev der. Han fandt nemlig ud af, da han sov middagslur i dag, mens jeg var til frisøren, at han selv kunne komme ud af sengen. Pludselig stod han i stuen og kiggede frækt på Allan.

Her til aften gentog han succesnummeret; han kom stolt spankulerende ind i stuen adskillige gange. Jeg samlede ham konsekvent op uden at gøre et stort nummer ud af det. Sagde strengt til ham, at nu skal du sove, kys-kys, god nat og lagde ham kærligt i seng igen. Og på den igen. Og igen. Igen. Og en gang til. Og igen. Igen og igen.

Plus prøve ikke at grine eller smile, når den lille stolte mand kommer spankulerende ind med et charmerende røver-smil.