Sommetider er kvinde kvinde værst. Normalt er jeg ellers fortaler for, at mænd er nøjagtige lige så rænkesmedende som kvinder, men nogle gange må jeg simpelthen forundres over nogle af de ting, vi kvinder udsætter hinanden for. Jeg siger ikke, at jeg er bedre. Jeg er til tider lige så slem, for det er åbenbart en form for smålighed, der gemmer sig hos de fleste af os. Jeg prøver virkelig at forbedre mig og rumme anderledes tænkende og gørende kvinder, og derfor er dette indlæg i høj grad også en huskekage til mig selv.

Jeg har læst denne artikel med den lidt misvisende overskrift Curlingmødre har svært ved at passe jobbet, og denne artikel om Samvær med børn som det nye statussymbol. Begge artikler er rystende læsning om en hverdag, hvor vi kvinder i en ellers moderne tidsalder er med til at bombe hinanden tilbage til min mormors tid.

Ganske kort fra artiklen:

Ny afhandling viser, at mødre smelter så meget sammen med deres børn, at mødrenes sociale liv afhænger af børnenes. Forældrene føler, at de skal bruge enorme mængder tid og opmærksomhed på deres børn. Normen risikerer at holde mindre ressourcestærke børn og forældre uden for fællesskabet. Det viser afhandling, der har fulgt 15 familier i Nordsjælland.

Normen bliver også så dominerende, at forældre, der foretrækker at indrette tilværelsen på en anden måde, risikerer at blive bagtalt, set ned på og fordømt. I hvert tilfælde er der en konflikt mellem dem, der engagerer sig, og dem, der ikke gør det så meget, hvor de engagerede tydeligvis har det moralske overtag, mens de andre nemt bliver betragtet som underskudsagtige.

Børn af arbejdende forældre bliver hægtet af, fordi kravet om at investere tid i sine børn betyder, at børn af f.eks. enlige eller forældre, der begge arbejder fuldtid, risikerer at blive udelukket fra det “gode” selskab, fordi deres forældre ikke er attraktive. De mødre, der havde svært ved at leve op til normerne, blev set som underskudsagtige og som ude af stand til at træffe de rigtige valg for deres børns skyld.

Hvordan kan man som kvinde overhovedet tillade sig at stille sig til dommer over hvordan andre (kvinder) forvalter sit og deres børns liv? Og hvorfor er det fantastisk, at faren henter poden 15:45, mens det er skammeligt, når moren gør det? Måske fordi alt for mange kvinder ikke hæver sig op over bundniveauet i hønsegården. Enten fordi de ikke vil eller måske snarere fordi de ikke tør og derfor hjernedødt skræpper i kor med de høns, de (ønsker at) omgås.

Rigtig mange kvinder dropper frokosten med kollegerne, kører som psykopater på M3 for at nå i børnehaven inden 16, samt bager boller klokken 1 om natten eller maltrakterer Irmas pæretærte, så den ser ud som om den er hjemmelavet klokken 3 om morgenen for ikke at falde udenfor, når mor-mafiaen udvælger disciple.

For der vanker social udstødelse, hvis du ikke er som os – ikke bare af dig, dårlige mor, men også af dine børn!

At mærke, at andre mødre insinuerer, at du er en dårlig mor er én ting, men når det rammer dine børn i form af social udstødelse .. Når dit barn udelukkes fra fællesskabet, fordi nogen har dømt dig ude – det kan sende den stærkeste mor i knæ. Det rammer lige dér hvor moderhjertet sidder. Moderhjertet sidder ofte udenpå tøjet, kan jeg afsløre – og det ved andre mødre udmærket godt, så de ved præcis hvordan det føles, når man bliver ramt. Og når en kvinde sætter et stød ind præcis dér, hvor man ved, at det vil gøre mest ondt på en anden kvinde er der tale om ren ondskab eller pure stupiditet.

Og så har vi scener som ovenfor beskrevet. Stress, bekymring, panik … scener, der er så hjerteskærende og smertefulde for kvinder, der fejlagtigt troede, at det var det at føde barnet, der var smertefuldt.

Lige efter min barsel fik jeg en del opringninger omkring legeaftaler lige efter frokost på hverdage. De opringninger er døet ud nu, og jeg forstår da godt hvorfor. Den, der ringede, har fundet nogen at ringe til, som rent faktisk ikke sagde nej næsten hver gang. Forståeligt nok. Det ramte mig som en forhammer i panden at finde ud af, hvorfor min søn ikke længere inviteres med. At han allerede som 1-årig er dømt ude på grund af mit valg af fuldtidsarbejde. Jeg var dog så ‘heldig’ at blive fyret og kunne nurse hans sociale liv i en periode, men nu halter det selvklart igen, fordi jeg har fået arbejde igen.

Jeg vælger den sorte samvittighed fra. Jeg vælger at være mor på den måde, jeg finder bedst. Det betyder måske færre legeaftaler, men det betyder også, at min søn vokser op som del af en familie, ikke som centrum i en familie. Det betyder ikke, at jeg ikke ind i mellem føler stik af sort samvittighed, når jeg hører om andres liv med deres børn på hverdage, som går op i gyldne stunder på legepladsen efterfulgt af et glas saftevand med alle kammeraterne i samtalekøkkenet tirsdag eftermiddag.

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvad nu hvis vi alle visker tavlen ren i aften? Hvis vi alle griber i egen barm og åbner vores cirkler for de kvinder, der henter sent og som ikke (altid) kan afse tid til en kop latte på den lokale café tirsdag klokken 14:30 for at diskutere sommerfest i børnehaven? Og omvendt, selvfølgelig. Vi skal lade være med at tænke vores om hinanden, men i stedet supplere hinanden og respektere hinandens valg i stedet for at lave det om til en rigtigt-og-forkert-krig.

For der findes efterhånden et meget stort helt særligt sted i helvede til kvinder, der ikke bakker hinanden op.

Og som sagt – det gælder begge veje, og det synes jeg er mindst lige så vigtigt: Vi skal bygge bro mellem os, der arbejder til efter institutionen lukker og jer, der har tid til at hente klokken 15. Verden bliver større, når vi møder mennesker, der gør det anderledes end os selv. Det er rent faktisk en god ting, at vores børn oplever, hvordan livet er i andre familier, som er anderledes end vores egen. Det er med til at udvide deres horisont og gøre dem til mere rummelige personer.