Jeg har prøvet at ignorere det faktum, at jeg har ondt i halsen i 1 ½ uge. Jeg har ikke rigtig været forkølet, jeg er nærmere tør-forkølet. Jeg nyser, men der er ikke noget snot. Egentlig en fed form for forkølelse, federe end snot i alle hulrum.

Nå, men altså … jeg vågnede op fredag morgen med sindssygt ondt i halsen. Der var ligesom en tør smertende kant inde bag i munden, jeg kunne ikke synke uden at være ved at kaste op. Spændende. Det har jeg alligevel aldrig prøvet før. Og der var noget sejt slim, der hele tiden prikkede til mit brækpunkt bagest på tungen. Jeg fik fat i slimet med fingrene og trak til. Dårlig idé – for det var nemlig min drøbel, der var hævet til dobbelt størrelse og føltes som en stor slimklat i halsen. Ejmen super, av!! Jeg frøs som et skind og slæbte mig i bad. Jeg ringer til lægen på mandag, hvis det ikke er gået væk, tænkte jeg og tog mig sammen og bællede kamille-te i rå mængder, mens jeg skiftevis pivfrøs og svedte.

Jeg fik NC afsted i vuggestue, og så tænkte jeg klart; det her er mere end bare ondt i halsen. Der må en læge ind over. Jeg ringede til lægen. Optaget. Optaget igen. Og igen. Igen. Og så – telefonsvarer. Hun var på kursus og henviste til andre læger. Jeg var ligeglad, skrev alle numrene ned og ringede. Optaget. Næste. Optaget. Næste. Ja, hej, jeg har ondt i halsen. Kom du bare 9:30.

Jeg kørte til Vanløse, mit gamle hood. Jeg var så sølle. Trods meget tøj og fuld gas på varmen pivfrøs jeg. Jeg blev podet af sygeplejersken, og der gik ikke lang tid før hun kom ud i venteværelset og fortalte, at jeg har halsbetændelse. Jeg blev faktisk glad og opløftet, for jeg havde følt mig en kende hysterisk, hvis jeg var gået til lægen med en forkølelse. Næste stop apoteket, og derefter på arbejde. Computeren lå klar bag i bilen. Men da jeg sad på apoteket og ventede, gik det op for mig, at jeg ikke havde flere kræfter tilbage i kroppen.

Min krop havde lagt sig til at sove indeni min krop, som min vilje holdt oprejst. Jeg fik mine piller og et glas vand, hvorefter jeg kørte hjem og meldte  mig syg. Jeg gik direkte i seng. Klokken var 11, og jeg tænkte, at jeg lige ville sætte vækkeuret til klokken 15 for en sikkerheds skyld, så jeg ikke glemte at hente NC. Hvis jeg nu faldt i søvn, og hvis jeg nu skulle sove så længe. Det troede jeg egentlig ikke. Jeg var vågen et par gange, syntes jeg sov dårligt, men så ringede vækkeuret – klokken var 15!

Jeg fik hentet NC, og vi gik en tur på en times tid – han cyklede, mens jeg gik og løb ved siden af. Derefter gik vi hjem og spiste en bolle og gav os til at vente på far!