I morges var noget af det første, jeg hørte bare et ‘ååh nej’ fra Allan, da han tumlede ud af sengen og satte havregrød over. Jeg troede, at der var havregryn over det hele, men så så jeg dette syn udenfor:

Det var sgu ikke lige det, jeg havde drømt om: Sne. I massevis. Over alt. Besværligt, når jeg skal til og fra arbejde. Men smukt er det!

Nicholas stod klinet til vindue og råbte begejstret ‘Se, sne, se, sne, kom mor, se!’. Og så er det svært ikke at lade sig gribe af begejstringen. Jeg kan jo huske den fra mig selv. Det var det største, da jeg var barn, når der faldt sne, for det betød undtagelsestilstand. Det betød at turen til børnehave eller skole blev sjovere og anderledes. Mine forældre satte tempoet ned, og vi skulle have fat i Falck næsten hver morgen for at trække Boblen op af vores indkørsel. Det betød varm kakao, våde vanter, kælketure og skøjteløb.

Nicholas spiste al sin havregrød, mens han kiggede længselsfuldt ud af vinduet. ‘Plads!’ sagde han. Det betyder legeplads. Vi lovede ham at han nok skulle komme ud i sneen, og så pakkede vi ham ind i flyverdragt, hue og vanter. Vi skulle ud og handle, samt over til farmor og bedstefar for at feje sne væk.

Vi hentede hans kælk og var som nogle af de første nede på parkeringspladsen. Der var høj sne over alt! Nicholas og jeg gik rundt i sneen. Nicholas var fascineret af den bløde hvide puddersne og gik rundt og sparkede. Sneen gik ham omtrent til knæene. Solen var ved at stå op bag træerne, og den svage vind fik sneen til at drysse ned fra træerne. Solen glimtede i de små fnug, så det lignede glitter.

Han ville op i vores lille skov, men jeg måtte stoppe ham, for i mellemtiden havde Allan fået optøet bilen og skrabet den fri for sne og is. Afsti-afsted til Netto – der var ikke et øje. Heldigvis, så vi fik hurtigt overstået ugens indkøb. Vi gik ned og så på tog og Nicholas fjollede lidt rundt i sneen. Videre over til farmor og bedstefar, hvor jeg greb skovlen og vupti kastede sneen ind over hækken. Ved fælles hjælp fik vi ryddet fortov og rendesten fuldstændig. Sneen var let at kaste væk, så vi gjorde det ekstra grundigt. Bagefter var der frokost på bordet, og så var Nicholas ved at være træt igen.

Vi kørte hjem, og jeg lagde an til at lægge Nicholas til middagslur. Det ville han ikke, for han var ikke træt. Han er aldrig træt, siger han, selv når øjnene cykler rundt i hovedet på ham. Han ville sove i min seng, og hvorfor ikke? Jeg kunne godt bruge en powernap, så vi smuttede ind under min dyne.

Vi lå og snakkede lidt, og så faldt vi i søvn. Efter en tid vågnede jeg ved, at han satte sig op i sengen og daskede mig i hovedet. Jeg kiggede på uret 15:15. Jeg spurgte, om han stadig var træt. Han mumlede ‘mnjaeh’ og lagde sig ned og puttede sig ind til mig – og sov videre. Jeg tænkte, at jeg lige ville lade ham falde i søvn og så liste ud.

Næste gang vi vågnede var klokken 16:30. Ups! Vi stod op og skyndte os i vintertøjet og ned på legepladsen, hvor vi legede i sneen en lille times tid, før kulden drev os ind igen.

Nu er jeg lige kommet hjem fra træning. Nicholas sov først ved 21-tiden, så jeg var først til træning 21:15. Jeg tog 45 minutter på cross traineren, og det var så den weekend 🙂