Gul solskinsmandag med blå start

Sommertid er ikke ubetinget happiness i børnefamilien. Hoold nu op … Nicholas var utidig, træt, umulig og pjevset. Jeg prøvede at rumme det, prøvede at give ham en rolig morgen, men det var umuligt. Vi måtte til det .. vi måtte jo afsted til børnehaven. Dét ville han bare ikke. Som altid når vi har haft sådan en morgen efterlader det mig kraftløs og drænet og klar til at gå tilbage i seng. Som altid er det en umulighed.

I dag skulle jeg arbejde hjemme og til jobsamtale klokken 14 i Kbh C. Så går hele dagen med at mentalt (over-)forberede mig til samtalen. Det er som om det er i mine tanker hele tiden. Jeg forsøger inde i hovedet at coache mig selv til at sige det rigtige, svare det rigtige. Efter sådan en hel dag med coaching inde i knolden, så er man træt klokken 14 – og det var jo lige netop det, der ikke var planen.

Jobsamtalen gik udmærket – jeg gjorde mit bedste, og i sidste ende er det jo meget et spm om kemi og førstehåndsindtryk. Det er ude af mine hænder nu. Ikke tænke mere på det.

Send mig ikke til Kbh C. Det koster. Der lå en Next på min vej, og med mine forårsfornemmelser og udlængsel gik jeg derind og lod som om jeg var i London. Jeg fandt en sej polo og et par seje shorts til NC, samt to skjorter til mig og en kortærmet t-shirt til i alt 700 kroner.

Jeg mødte en gammel veninde på Fiolstræde og udvekslede telefonnumre. Jeg har tænkt mig at ringe til hende og lave en aftale, som vi talte om. Ikke bare sige ‘jeg ringer’ og så aldrig gøre det, som vi danskere har for vane. Den type mennesker har jeg mange af i mit liv, så det må være på tide at prøve at være lidt ‘udansk’ og rent faktisk gøre det, jeg siger.

Der går jo lang tid mellem jeg kommer til København efterhånden – engang kom jeg i Kbh hver eneste dag. Det slog mig, at København er gået hen og er blevet en trist affære. I hvert fald der hvor jeg gik; Fiolstræde til Strøget og ned i Pisserenden, og tilbage af Købmagergade. Over alt var der lukkede tomme butikker, og der var møgbeskidt. Virkelig ulækkert, faktisk. Jeg hader at vade i affald i pæne sko og med pæne bukser.

Jeg synes heller ikke, at der var så mange mennesker i byen, som jeg husker, at der var i byen på den første rigtige forårsdag. De mennesker, jeg mødte stirrede stift på et punkt oppe i luften og gik med lange skridt afsted uden at vige en centimeter, så jeg blev puffet og skubbet til, når jeg formastede mig til at krydse deres vej. Ikke noget med at se (på) hinanden, bare fortsætte uagtet man kommer til at skubbe en eller to omkuld på vejen. En by fuld af egoister, hvor hyggeligt!

Jeg var glad, da jeg sad i toget tilbage mod forstæderne 😀