Jeg er klar – mere end klar – til at ryste fyringen, konkursen og dødvandet af mig og komme videre. Jeg orker ikke længere åbne min computer om morgenen og endnu en gang se en mail med ordlyden ‘inkassovarsel’ eller ‘manglende betaling’.

Jeg savner et job med udfordringer af en anden slags end den slags udfordringer, vi har haft i løbet af det sidste års deroute. Rent personligt har jeg brug for stabilitet, frem for uro, usikkerhed, ustabilitet og lukkede døre og ansigter.

Det, der gør mig ondt, er at jeg har bestilt tjenesteydelser hos mindre firmaer, som måske aldrig får betaling. Jeg kan intet gøre ved det, og jeg vidste ikke, at det var så galt fat. Jeg fik besked på, at det blev betalt.

Jeg fik også at vide, at til efteråret skulle vi fejre, at vi kom i gennem den hårde tid. En rimelig absurd statement, når man tænker på hvad der efterfølgende er sket med firmaet.

Jeg vil så gerne lægge det bag mig. Jeg har et eller andet sted fået et chok, for jeg føler, at jeg burde have set det komme, men jeg troede jo, at det ville komme til at køre, for det fik vi jo besked om.

Jeg fik min kontrakt forlænget til 31. August, så uanset firmaets eksistens, så var mine dage jo talte. Jeg fortsatte derfor med at søge job, og det har faktisk ikke set sort ud på noget tidspunkt, selvom alle siger, at jobmarkedet ligger underdrejet.

Det er meget muligt, at der ikke er 20 relevante jobs om ugen, men jeg skal også kun bruge et job. Og der er måske en lille pervers fordel i, at der ikke er så mange relevante jobs, for det gør, at jeg er så meget desto mere afklaret og opsat på at få de jobs, jeg søger. Der er ikke plads til fejlskud.

Jeg er kommet til samtale på alle jobs, jeg har søgt indenfor min kernekompetence, og det er jeg meget tilfreds med.