11 år er længe siden

I juli 2008 besluttede jeg mig for at blogge – og jeg valgte WordPress. Det har jeg aldrig fortrudt.

Men 11 år er længe siden ..

I 2008 var jeg 36 år, ugift med kæreste, uden børn. Vi havde to solide jobs, og finansgrisen havde ikke ramt os endnu. Vi var på charterferie på Gran Canaria, i London – og sommeren bød på en episk rejse til New York.

2008 var det sidste år i vores gamle liv. 2008 var et skelsættende år i vores liv, for det var i det år kimen til vores liv sammen for alvor blev lagt.

Juleaften 2008 friede min kæreste nemlig til mig, og lige under mit hjerte spirede nyt liv. Vi stod på kanten af det største eventyr i vores liv ❤️

På vej

Vi var til et spændende foredrag i onsdags med min mands tidligere kollega og hendes mand.

De er digitale nomader, har boet i Spanien i mange og har rejst jorden rundt med deres unger – mens de passede deres danske jobs.

Det gad jeg godt.

Ta’ mit job på ryggen og så afsted. Helt bogstaveligt ville jeg starte med at slå mig ned på St Oberholz på Rosenthaler Platz og arbejde derfra. Det kunne JEG godt gøre. Og så kommer det berømte

MEN

Jeg ville aldrig gøre det. Jeg elsker tanken og drømmen, og jeg kan smage kaffen og mærke the buzz i Berlin. Men mit liv er her. Vores familie bor lige her, vores søns elskede venner og hans fantastiske skole.

You could have the most perfect workspace in the world but if you’re not in the mood, it counts for nothing

Ny start, nye indtryk

Omsider fredag. Hold op, jeg er færdig. Mit hoved myldrer med ny information, og jeg prøver at sortere al informationen eller bare undgå at rode det hele sammen, men mit hoved er fyldt med nye indtryk og træt oveni.

Jeg kommer til at elske mit nye job. Det gør jeg nok allerede. Det er spændende, udfordrende og lige mig. Jeg skal bare lige kæmpe mig ind i det! Og jeg havde bare lige glemt, hvor hårdt og krævende det er, når alt er nyt, selv kaffemaskinen!

I næste uge har vi salgsmøde, og jeg skal selvfølgelig præsentere mine produkter. Jeg aner dog ikke, hvad jeg skal sige, og det plejer jeg at have fod på i god tid. Nu har jeg kun mandag til at få fod på det, og mandag har jeg 7 (!) møder/aftaler af forskellig art.

Men jeg klarer det. Oveni alt det nye har jeg jo både rutine og erfaring.
Plus et pokerfjæs.

Men det er først næste uge. Lige nu ser jeg Bridget Jones, skriver blog, drikker cola og spiser padder. Og så skal jeg i seng, for hold nu op, hvor er jeg træt!

Gravøl

Efter arbejde i går var jeg inviteret til gravøl i mit gamle firma. Jeg var helt høj af alt det nye og spændende, og så landede jeg i mit gamle firma. En stor oprydning er i gang, kontorerne skal tømmes, de fleste er jo forladte og til overs. Det så ud som da vi forlod bygningen den dag, vi fik at vide, at firmaet var gået konkurs.

Nogle af møblerne var forsvundet, så mange af bunkerne med mapper, papir og andre ting lå på gulvet. Mit skrivebord var væk, så min skærm/tastatur/mus/lampe lå på gulvet, og mine mapper og dueslag stod hulter til bulter op af væggen. Min kaffekop stod med en rest kaffe i vindueskarmen. Det var meget mærkeligt, meget vemodigt og faktisk slet ikke spor rart at gå rundt på gangene.

Nede i kantinen sad mine gamle kolleger og for en stund var det samme glade støj som tidligere. Over halvdelen har ikke længere noget job, og de, der er tilbage, går rundt i et spøgelseshus, så jeg er meget meget heldig, at jeg har et nyt og bedre job at stå op til om morgenen.

Flere af mine gamle kolleger hang med hovedet, og jeg ved kun alt for godt, hvordan det føles at være fyret. Jeg tilbød at hjælpe til at netværke, samt med jobsøgning. Jeg anbefalede varmt at se at komme på LinkedIn og tilbød at se på CV’er. Jeg er langt fra ekspert på området, men jeg har efterhånden lært på den hårde måde at komme videre ovenpå sådan en nedtur, så jeg kan da bidrage med min vinkel og mine anbefalinger til at komme videre.

Jeg sagde farvel efter små to timer, og det var virkelig vemodigt, så jeg var helt trist, da jeg kørte hjem. Den sindsstemning kaldte klart på sushi, så det hentede vi i Lyngby. Sushi hjælper altid – jeg rystede det af mig og glædede mig over en god, spændende, udfordrende og kort uge. Næste uge er det full speed ahead!

Endelig Weekend

Det er måske lidt mærkeligt, at jeg tænker ‘endelig weekend’ efter 1 dags arbejde, men åh, jeg var træt efter min første arbejdsdag på mit nye job.

Jeg dejsede omkuld i sofaen, og vi fejrede det med thai take-away. Jeg sov virkelig godt i nat, og jeg vågnede kun let, da Nicholas kom ind og puttede sige hos mig i morges.

Det var sådan en rigtig god dag, og jeg tror, at jeg passer godt ind. Jeg har mødt så mange søde kolleger, og jeg har fået så meget information, at mit hoved er eksplosivt. Jeg har skrevet meget ned, og jeg er spændt på at komme på arbejde igen på onsdag.

Ja, du læste rigtigt. Jeg har fri mandag og tirsdag. Det er ikke en gave, men mandag er firmaet lukket, da holdningen er, at dagen inden grundlovsdag er en underlig indeklemt dag, hvor mange alligevel vil holde fri.

Jeg var høj og glad og let om hjertet, da jeg kørte hjem fra arbejde. Jeg har en virkelig god fornemmelse og en næsten ubændig trang til at købe tøj og sko, så jeg har noget nyt og lækkert at tage på på mit nye job. Jeg fandt to par totalt fede sorte sko i Igen på Sorgenfri Torv og en sweatshirt til Nicholas.

Jeg skulle have købt en gave, men sad fast i en kø ved Lyngby i 30 minutter. Må huske at købe gave i morgen!

Kontrakt

Så stod jeg med to kontrakter. To jobs, jeg har søgt, og som jeg har været opsat på at få. To vidt forskellige gode jobs indenfor mit felt. Det ene job var bare lige det, jeg drømmer om, så nu har jeg underskrevet kontrakt, og jeg skal starte på fredag!

Det er så vildt!!

Ny start snart

Jeg er klar – mere end klar – til at ryste fyringen, konkursen og dødvandet af mig og komme videre. Jeg orker ikke længere åbne min computer om morgenen og endnu en gang se en mail med ordlyden ‘inkassovarsel’ eller ‘manglende betaling’.

Jeg savner et job med udfordringer af en anden slags end den slags udfordringer, vi har haft i løbet af det sidste års deroute. Rent personligt har jeg brug for stabilitet, frem for uro, usikkerhed, ustabilitet og lukkede døre og ansigter.

Det, der gør mig ondt, er at jeg har bestilt tjenesteydelser hos mindre firmaer, som måske aldrig får betaling. Jeg kan intet gøre ved det, og jeg vidste ikke, at det var så galt fat. Jeg fik besked på, at det blev betalt.

Jeg fik også at vide, at til efteråret skulle vi fejre, at vi kom i gennem den hårde tid. En rimelig absurd statement, når man tænker på hvad der efterfølgende er sket med firmaet.

Jeg vil så gerne lægge det bag mig. Jeg har et eller andet sted fået et chok, for jeg føler, at jeg burde have set det komme, men jeg troede jo, at det ville komme til at køre, for det fik vi jo besked om.

Jeg fik min kontrakt forlænget til 31. August, så uanset firmaets eksistens, så var mine dage jo talte. Jeg fortsatte derfor med at søge job, og det har faktisk ikke set sort ud på noget tidspunkt, selvom alle siger, at jobmarkedet ligger underdrejet.

Det er meget muligt, at der ikke er 20 relevante jobs om ugen, men jeg skal også kun bruge et job. Og der er måske en lille pervers fordel i, at der ikke er så mange relevante jobs, for det gør, at jeg er så meget desto mere afklaret og opsat på at få de jobs, jeg søger. Der er ikke plads til fejlskud.

Jeg er kommet til samtale på alle jobs, jeg har søgt indenfor min kernekompetence, og det er jeg meget tilfreds med.

Officielt mulighedssøgende

Jeg fik pludselig rimelig travlt her til morgen, for i en af mine mange mails fra fagforeningen stod der, at jeg skulle melde mig ledig. Nu. Det havde jeg egentlig først regnet med, at jeg skulle, når mit ansættelsesforhold udløber 31/8, men reglerne siger NU.

Når jeg tænker efter, så er det fuldstændig logisk, at det er sådan, for jeg er jo fritstillet, hvilket betyder, at jeg er arbejdsløs (med løn) og derfor er jeg forpligtet til at søge job med det samme. Jeg var bare ikke klar over, at jeg skulle ‘ind i systemet’, før jeg ikke længere får løn.

Som sagt så gjort. Nu er jeg officielt ledig. Not so cool, men sådan er det. Det var ikke bare det, for der stod så, at jeg skulle indsende ledighedsblanket og dagpengekort til a-kassen. Det har jeg så gjort. Altså, jeg har jo ikke indsendt dagpengekort, for jeg forventer jo stadig at få løn for de næste 3 måneder.

Og så er der blanketten til Lønmodtagernes Garantifond, som fagforeningen skal have tilsendt asap. Den har jeg også udfyldt, og jeg har fundet ansættelseskontrakt, lønsedler og anden dokumentation frem og lagt med.

Så er der banken. Jeg skal lige advare dem om, at jeg formentlig ikke får løn den 31/5, men at jeg har ansøgt om at få kompensation fra LG. Jeg håber sandelig, at det går stærkt med at få pengene.

Og så er der det CV, jeg skal lave og aktivere på JobNet.dk. Det er rimelig let at lave. Jeg har i forvejen mit CV på Jobindex, Stepstone, LinkedIn og flere andre sites.

Overbragt

Da vi kom hjem fra stranden i dag, lå der et brev til mig på entrégulvet. ‘Overbragt’ stod der på kuverten.

Det var en fyreseddel fra konkursboet, og dermed er jeg så fyret, fordi firmaet er gået konkurs. Det kom ikke bag på mig, så det har ikke ligefrem bragt panderynker frem. På en skøn dag som denne er det svært at bevare pessimismen 😀

Eneste aber dabei er, at konkursboet ikke kan betale mig løn, så jeg skal have fat i min fagforening og Lønmodtagernes Garantifond, men mon ikke det lykkes at få løn før eller siden?

Brev

Jeg fik et brev fra en advokat i dag. Det er som om advokater bruger finere kuverter af en bedre og mere skarp hvid kvalitet end de rudekuverter, jeg normalt modtager.

Jeg skal ikke arbejde igen, medmindre jeg bliver kontaktet af konkursboet indenfor 14 dage fra i mandags.

Så stod jeg der. Mærkeligt. Tomt. Trist. Som at blive dumpet per brev. Meget tomt og virkelig underligt. Jeg er glad for mit job. Øh, jeg var glad for mit job. Datid, for det findes ikke mere.

Jeg var virkelig ked af at blive fyret, og jeg var glad for at få forlænget min ansættelse i 3 måneder, selv om det var lidt svært mentalt at omstille mig på, at jeg skulle være der alligevel i lidt tid endnu. Samtidig med at jeg søgte nyt job, håbede jeg jo også lidt på, at det ville komme til at gå bedre, så jeg kunne få mit job tilbage.

Jeg kan mærke, at der stadig er en del af mig, der overhovedet ikke kan forstå, at virksomheden ikke længere findes, og at mit ansvar, mine opgaver og mine deadlines bare er forduftet. Jeg har det faktisk lidt som om at jeg skal tilbage lige om lidt og skal kæmpe for at nå mine deadlines.

Det føles tomt og forkert at være hjemme, selv om jeg det meste af tiden har haft travlt. Faktisk har jeg haft alt for travlt til at arbejde (!). Jobsamtaler, udfylde blanketter i forbindelse med konkursen, personlighedstest, fodbehandling (fødselsdagsgave fra min veninde) og senere i dag med psykologaftale i forbindelse med Nicholas.

Intet nyt, er det godt nyt?

Jeg ved ikke, om jeg skal på arbejde i dag. Min chef ringer, når hun ved noget. Hun vidste intet klokken 8, og nu er klokken snart 10. Vi ved ingenting, og jeg kender ikke til at være ansat i en virksomhed, der gået konkurs, så jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg kan forvente, samt hvad mine pligter og rettigheder er.

På arbejde har jeg en masse deadlines senere på ugen; møder, planer for 2013, budgetlægning osv., men der er vel intet formål i at lægge en masse planer for næste år, når firmaet er gået konkurs? Det er bare så svært at slippe det helt, for hvis nu de ringer og siger ‘nu kører vi igen’, så er jeg seriøst i problemer!

En del af mig troede nok ikke rigtig på det, men nu er firmaets navn dukket op på Statstidende under konkurser, så nu er det officielt. Men hvad det helt konkret betyder for mig, ved jeg stadig ikke. Er det så bare det? Ikke mere arbejde der? Slut-prut?

Nå men, jeg kunne jo ikke bare sidde og trille tommelfingre, mens jeg ventede. Jeg ringede til fagforeningen for lige at høre, om der er noget, jeg skal gøre eller forberede mig på. Det var virkelig en god idé, jeg fik dér, for så fik jeg klarhed – og travlt!

Det viser sig, at jeg er suspenderet, men jeg kan blive kaldt på arbejde indenfor 14 dage fra i går. Hvis jeg bliver kaldt på arbejde, skal jeg bede om en bankgaranti for min løn (!), for LG dækker ikke lønnen, hvis jeg arbejder for et konkursbo. Meget rart at vide!! Jeg fik desuden diverse blanketter tilsendt, som jeg skal udfylde til Lønmodtagernes Garantifond sammen med lønsedler etc.

Det er virkelig noget rod det her.

Ingenmandsland

Mandag var en virkelig underlig dag. Solen skinnede, og jeg nød virkelig at køre gennem Frederiksdal på vej til arbejde. Der var så ufattelig smukt med sol, lysegrønne blade og den blå blå Furesø.

Nicholas var glad og let at aflevere. Han skubbede mig ud af døren og sagde ‘gå så, mor’ – det er det bedste farvel en mor kan få 🙂

Men så ramte jeg køen. Der var kommet et nyt lyskryds, som åbenbart var i udu og kun lod enkelte biler over ad gangen, så jeg sad i kø i solen med høj musik i 50 minutter. Humøret holdt, bilen holdt, og der var musik og sol til hver en meter på den varme asfalt.

Jeg var på vej ind af døren 9:05, da jeg fik at vide af en kollega, der også havde siddet i kø, at der var informationsmøde i kantinen klokken 9.

Jeg listede ind og hørte en fremmed kvinde tale om ‘Lønmodtagernes Garantifond’ og hvordan vi skal forholde os. Mødet sluttede lige efter. Ud fra de få informationer vidste jeg jo godt, hvad der var sket. Shit, altså!

Vi skulle skrive vore telefonnumre på en liste, og så ville vi få besked på i løbet af formiddagen, om vi kan gå hjem eller om der er behov for os.

Ingen af os vidste om vi skulle grine eller græde. De fleste af os grinede forsigtigt og forlegent, selvom ingen af syntes, at der var noget at grine af. Men hvad skal man gøre?

Pludselig føltes det trygt allerede at have en fyreseddel og alligevel kun skulle være her på lånt tid. Mit chok ligger bag mig, men mine kollegers chok er lige nu og her. De skal alle igennem det, jeg har været igennem de seneste 3 måneder. Jeg har tyvstartet, om man kan sige det sådan.

Selvom jeg er blevet stemt hjem for 3 måneder siden, så er det jo ikke en skæbne, jeg ønsker for min arbejdsplads og mine kolleger. Jeg vil sådan ønske, at det kan undgås. Jeg håber virkelig på, at den gode fe eller en eller anden anden kommer forbi og redder alle arbejdspladserne.

Hilsen fra det sorte hul

Super, jeg nåede dårligt nok at poste et totalt overskudsagtigt indlæg med 10 bud, før jeg med 110 km/t rammer det sorte hul. Her til morgen var drengen atter ked af det og klagede over at skulle i børnehave. Han græd, blev hysterisk og sagde ‘dumme børnehave’ og ‘mig ked af det’ og var i det hele taget svær. Det gik lige i hjertet på mig, og mit hjerte er så åbent lige nu.

Jeg har en eller anden form for desperation i mig, hvor jeg ubevidst søger efter ‘et nyt liv’, hvis jeg kan sige det på den måde. Jeg har ikke noget job og ikke noget at stå op til lige om lidt, samt en snarligt meget presset økonomi. Selvom jeg ikke har mistet troen på, at jeg får et job indenfor de næste 2½ måned, så rammer pessimismen mig af og til som en hammer, for hvad nu hvis jeg ikke får et job …? Hvad er plan b?

Kan jeg være så heldig at få et job, som jeg på samme måde som mit gamle job kan få til at passe sammen med min familie og de værdier, jeg gerne vil stå for? Jeg kan ikke bare vælge at gå hjemme, det er vores økonomi ikke til. Jeg er nødt til at have et fuldtidsjob med en fuldtidsløn, for ellers har vi ikke råd til en almindelig hverdag. Jeg må tage det job, jeg kan få, og så få alt andet til at passe til dét job. Jeg kan ikke tillade mig at være kræsen lige nu.

I forvejen bor vi billigt til leje og lever økonomisk med madplan osv. Drengen får ikke nyt tøj, altid genbrugt. Jeg prioriterer at købe nyt fodtøj til ham, men det er ét par sko per sæson, så han har typisk ikke nogen sko at skifte med. Hovedparten af mit tøj er også købt i genbrugsbutikker, og det jeg køber nyt, køber jeg på udsalg i H&M. Ferier er low budget, og sådan skal det også være, når vi kun har en indtægt og en SU.

Ingen af delene klager jeg over, for det er som det er lige nu – men det er derfor, at jeg er bekymret over udsigten til hvad der sker, hvis jeg ikke finder et job. Dagpenge og SU skal vi så leve af. Huslejen spiser det meste og hvad så?

Tilbage til dagens mavelanding i det sorte hul; jeg kom afsted til børnehaven med en ulykkelig Nicholas på armen. Jeg vil allerhelst beholde ham hjemme, når han har det sådan, og det tænker jeg, at han mærker. Jeg prøver at være glad og munter, men jeg kan ikke lyve overfor ham. Kun med ord, men ikke med min krop.

Og så er det lederen af børnehaven siger ‘du må snart tage nogle fridage eller en uge fri, så I kan være sammen, for din søn trænger så meget til dig! Han kan godt mærke, at du er blevet fyret – dine følelser smitter af på ham’

Det er velment, og hun har sikkert ret. Men – wham! – bemærkningen rammer som et højre hook og strækker mig til gulvet med en dyb smerte i hjertet. Men jeg var jo hjemme med ham torsdag-fredag i sidste uge, og jeg har et møde i dag, så det kan ikke blive i dag, og en enkelt fridag koster mig 1.100 kroner, fordi jeg ikke har mere ferie, så det er reelt ikke en mulighed, jeg har.

Men jeg siger ikke noget, jeg ved ikke hvad jeg skal sige, for jeg kommer bare til at græde. Jeg sidder i børnehavens sofa og krammer min lille ulykkelige dreng og føler mig helt helt og aldeles ulykkelig og utilstrækkelig. Jeg tager mig sammen, smiler og snakker muntert med ham, og jeg får ham afleveret i rimelig godt humør.

Jeg bliver snart fritstillet, og det er snart påske. Så der er snart masser af tid sammen. Men er ‘snart’ godt nok, når det handler om mit barn? Det synes jeg jo ikke. Kunne jeg vælge frit, ville jeg ikke aflevere ham i dag eller i denne og næste uge, men en uges ferie vil koste 2/3 af huslejen, og hvor skal pengene så komme fra?

Så får jeg en følelse af at være fanget. Fanget af en presset økonomi og udsigten til en økonomi, der ramler sammen om 3 måneder, hvis jeg ikke får et job. Og så kortslutter det indeni mig, og mine følelser overvælder mig, så det ramler, og så går jeg tudende hjem fra børnehaven.

Jeg skal samle mig sammen nu og få de lovede opgaver fra hånden her til formiddag. Jeg skal til møde efter frokost med en gammel kollega, og måske er det noget, der kan være relevant på jobfronten, måske kender hun nogen? Og så nytter det ikke, at jeg føler mig så lille bitte og dårligt tilpas som jeg gør nu.

Jeg må ikke miste fokus. Min søn er det vigtigste. Samtidig med at jeg får taget tid ud af programmet til ham, er jeg nødt til at finde et job, så vi ikke alle sammen kører fuldstændig ned på grund af en ramlende økonomi om 2½ måned.

Hvem sagde, at det skulle være let? Nå, jeg læser lige de 10 bud igen, og så er det bare op på hesten igen. Shit, altså – en møgmorgen!

Når man sover, tænker man ikke …

Jeg sov så godt i nat, og jeg vågnede lørdag morgen klokken 5:30 ved, at drengen listede sig op i sengen til mig. Vi krammede og lagde os til rette for at sove videre. Alt var så dejligt. Så kom jeg i tanker om, at jeg er blevet fyret. Selvom jeg var træt, så lå jeg og kiggede ud i mørket med vidt åbne øjne. Jeg kunne ikke sove mere, for min hjerne var allerede i gang med at tænke, planlægge og komme videre.

Vi startede som altid lørdagen med at hente morgenbrød og tage over til farmor og bedstefar. Drengen var i topform. Han var superglad og sød. Bagefter tog vi ud og handlede. Som altid i Netto. Vi fik købt ind til en hel uge for 450 kroner. Engang var en lørdag ikke en god lørdag, hvis jeg ikke havde brugt samme beløb gange 2-3 stykker på tøj, sko og tasker. Rimelig overfladisk, og det gjorde mig ikke engang glad. Måske lige i 5 minutter. Tankevækkende.

I aften skal vi lave Buddy Valastro’s Ragu Bolognese. Der bliver rigeligt til i morgen. Jeg glæder mig ekstremt meget til at smage det – det så knaldlækkert ud i programmet. Det skal simre i 2½ time. Præcis som i Italien og langt fra den bolo, man normalt knalder sammen på ½ time i Danmark.

Sammen med min søn gik jeg ind og sov middagslur ved 12:45-tiden, og jeg sov sødt til min mand vækkede mig klokken 14:30. Vi listede ud, og drengen sov videre i min seng. Så snart jeg vågnede, strejfede tanken om at være fyret mig igen. Skal jeg gå rundt med den tanke i baghovedet i alle mine vågne timer? Jeg tænker og tænker og planlægger og planlægger for at få det til at gå væk. Men det går jo ikke væk. Jeg skal have opdateret CV og søge nogle jobs snarest ellers bliver jeg da helt skør i bolden.

Da sønnen vågnede gik han og jeg på legepladsen og kastede med bold, legede gemmeleg og gyngede en times tid. Vejret var mildt og solen skinnede. Jeg har tidligere udtalt mig om foråret, og det gør jeg ikke mere. Vi fik et ordentligt læs sne et par dage efter. Men mon ikke … ?

By the way … Behøver jeg at nævne, at Bolo aldrig bliver det samme efter vi har prøvet Buddy Valastros opskrift?

Må jeg godt bytte gaven?

Jeg har den største lyst til bare at gemme mig under dynen med min familie – eller råbe ‘pik’ og skride. Allerede i dag fik jeg nemlig min fødselsdagsgave fra min chef. Det er ulempen ved at have fødselsdag sidst på måneden.

40 år og fyret. Super. Det er til at tude over, og det er nøjagtig det, jeg gør. I dag. Jeg vender stærkt tilbage en anden dag og starter forfra på jobsøgningen. Det var ikke lige det, jeg drømte om, at jeg skulle foretage mig. Jeg havde bare glædet mig til at fejre min fødselsdag i næste uge. Jeg føler bare, at det er gået i vasken nu.

Det skal nok blive en god dag, men jeg er ked af det, og jeg er bekymret for om jeg kan nå at finde et job på 3 måneder. Et hurtigt kig på diverse jobsider er virkelig deprimerende, og det droppede jeg hurtigt at kigge mere på. Må blive når jeg er blevet 40. Indtil da vil jeg lade som om alt er normalt. Fuck noget lort!