The youth is wasted on the young

Jeg skulle afsted til lufthavnen klokken 5:25 i morges. Morgenen var mild, blød og himlen var blå. Fuglene sang for fuld knald, og solen var på vej op bag skovens træer. En rigtig klassisk sommermorgen, som vi engang havde så mange af. Eller husker jeg somrene forkert?

Da jeg kørte gennem Virum kom flere små grupper af trætte småfulde studenter gående på vej hjem med endnu et hak i båndet for endnu en studenterfest til den lyse morgen.

En af de unge studenter havde plukket en stor buket lyserøde bonderoser i en forhave på vejen. Til hans mor, tænker jeg. Min mor er mere end en gang vågnet op til stjålne blomster i en stor vase på bordet.

Lidt længere fremme vaklede en lyshåret studine i meget kort hvid kjole på meget høje hæle. Hun støttede sig op af sin cykel, mens hun gik og talte i mobil og grinede.

Hold op, hvor jeg husker det. Selvom det er 21 år siden at huen sad på mit hoved, så husker jeg følelsen: Huen på hovedet, solen i ryggen og hele verden for ens fødder. Der er intet, der ikke kan lade sig gøre, og livet ligger foran en som et langt ta’ selv-bord, man kan springe på – hvis man gider.

The youth is wasted on the young. At være ung er simpelthen en fantastisk gave, og man har bare så travlt med at komme videre, blive voksen og blive klog. Men heldigvis kan jeg stadig huske, hvordan det var at stå der og betragte hele verden som sin legeplads – og det var fantastisk!