Sommerlørdag på landet

Der er stadig lang tid til min ferie, og det er helt fint, efter som sommeren stadig ikke for alvor har indfundet sig. Håbet er stadig lysegrønt hvad angår godt vejr i vores ferie!

Når det så omsider minder lidt om sommer, så er det skønt, at det falder på en weekend, og det gjorde det i denne weekend. Lørdag var det lummervarmt og ind i mellem faldt en tung lun duftende doven sommerregn.

Vi spiste morgenmad hos Allans forældre, og Nicholas gad så ikke tage med os ud at handle, så han blev hos farmor og bedstefar og råhyggede, mens vi tog ud og handlede til næste uges madplan. Omkring hans lur-tid kørte vi til Rørvig for at besøge min far.

Vi var der ved 15-tiden til en kop kaffe uden kage. Da kaffen var drukket, tog vi ned på havnen for at kaste sten i vandet. Min far virkede ikke som om han var interesseret i, at vi blev hængende til aftensmaden, og han ville ikke med os ned på havnen, så vi tog alene afsted.

Nicholas pilede frem og tilbage langs vandet, og pludselig stod han et pænt stykke ude i vandet med sko og bukser på. Jeg fik allernådigst lov til at tage det våde tøj og sko af ham under højlydte protester. Han elskede hvert sekund, og han blev vildt sur, da jeg sagde, at vi snart skulle hjem til morfar igen.

20120712-204122.jpg