Tager træningstråden op igen

on

Efter en periode med sygdom, nyt job og andet hurlumhej er jeg nu tilbage på cross traineren hver aften. Eller dvs i hvertfald de seneste 2 aftener, for i aften springer jeg over, fordi Allan er i biografen.

Jeg har aftenhjemmetjansen for en gangs skyld, og ih, hvor surt, altså 😉 Jeg sidder i den lune aften på altanen og fiser den af, mens jeg læser blogs. Nicholas er lagt i seng, og her er helt stille. Det kunne være meget værre!

Tidligere på aftenen var vi en tur på Skodsborg strand, hvor vi spiste aftensmad, som vi hentede hos LækkerSund i Lyngby. Tre lækre salater, saftige kyllingespyd og en pastaret. Jeg havde pakket plastic-service og kolde drikkevarer i vores køletaske, samt et tæppe.

Vi sad på tæppet i sandet ved strandkanten, så Nicholas kunne pile rundt og kaste sten i vandet. Det er hans absolutte favoritbeskæftigelse. Han mødte en anden lille dreng med samme passion, og de gjorde et ihærdigt forsøge på at fylde Øresund med småsten. Det gik vældig fint og var virkelig hyggeligt.

Lige bortset fra, at Nicholas går alt for langt væk, og overhovedet ikke reagerer, når vi kalder. Vi måtte hente ham adskillige gange og bære ham vildt skrigende på tværs af stranden. Det er ikke så fedt, men mon ikke det går over i løbet af 5-10 år?

One Comment

  1. Cille siger:

    Det lyder som en helt igennem fuldstændig fantastisk aften – både familietid ved stranden og alenetid på altanen. Perfekt kombination.

    Like

Der er lukket for kommentarer.