Det rører mig dybt at læse om Tobias’ skæbne og følge retssagen mod moren og stedfaren. For hvilken straf er rigtig? Kan man overhovedet straffe en helt utænkelig forbrydelse?

Bare 4 år til moren føles som alt alt for lidt, men hverken 10 eller 20 år havde været nok heller, hvis jeg mærker efter i mit hjerte. Om 3-4 år kan hun få et barn til. Vil det gå bedre til den tid?

At se passivt til er mindst lige så slemt som at udøve vold, og i mine øjne er det en stærkt skærpende omstændighed, når volden går ud over ens eget barn.

Når man ikke beskytter sit barn, men i stedet ser passivt til, mens ens søn bliver mishandlet til døde, må straffen også være langt mere alvorlig.

For ansvaret som mor er ufravigeligt.

En mors ansvar kan ikke bøjes, ikke fraviges, ikke negligeres. Det er uden undtagelse. Ansvaret går ikke væk, ingen undskyldning er god nok.

Som mor er du mor for livet. Din ypperste opgave er at beskytte dit barn til hver en tid. Også selvom prisen er høj. Jeg ville betale med mit liv, hvis det gjaldt Nicholas.

Hvis jeg fejlede, ville jeg gå til grunde, for straffen ville være at finde i mit hjerte resten af mit liv. Jeg er sikker på, at straffen kommer til Tobias’ mor en dag, når det går op for hende, hvad hun undladt at gøre og hvordan det kunne have været at være vidne til hans opvækst og liv.

Det gør mig ondt for hende, men mest af alt gør det mig ondt for den lille forsvarsløse dreng, der skulle så forfærdelig meget ondt igennem, før han fik fred, fordi hans mor svigtede ham.