Østrig er et fantastisk ferieland. Vi plejer at tage til Westendorf i Tyrol, da det ligger centralt i forhold til en masse store oplevelser. Her får du min to do liste over oplevelser, vi har besøgt og genbesøgt i vores sommerferie. Nederst er der også et par links til nogle oplevelser, som vi ikke har prøvet endnu.
Mange af de oplevelser, vi har prøvet, har vi prøvet mange gange efterhånden, så på nedenstående liste er der nogle meget gennemtestede oplevelser:
- Alpenrosenbahn – på eventyr med Alpinolino.
- På toppen af dette bjerg serveres den bedste Apfelstrudel, jeg nogensinde har fået; store knasende sprøde søde æbler i lækker dej og med et luftigt flødeskum, som kun alpekøer kan lave det ❤
- Det er Kindertag om mandagen, og der er masser af aktiviteter for børn på denne dag; du kan lave en tyrolerhat, male et maleri, osv osv
- Fortvivl ikke, hvis du kommer en anden dag, for der er en slags skattejagt med poster for børn. Murmeldyret har lavet fodspor hele vejen op til toppen. Og man kommer helt op til toppen. Altså, bjergtoppen. Det er en kæmpeoplevelse at stå øverst oppe. Også for børn.
- Husk, at købe en trækugle til kuglebanen – det er et hit for børn at følge sin kugle ned ad kuglebanen langs bjerget.
- Fribadet i Westendorf er fantastisk, når man ikke bliver jagtet af klæger. Av for dulan da! Men ellers er der fantastiske swimming pools, både til børn og voksne. Og udsigten til bjergene er fabelagtig!
- Legepladsen på Wohlfühlweg i Westendorf har vi kun set ovenfra, den ligger lige under Alpenrosenbahn – den er så skøn, med fedt klatrestativ og god udsigt.
- Ellmau Going – besøg Ellmis fortryllende Zauberwelt.
- En kæmpelegeplads på toppen af bjerget
- På toppen af bjerget er der også en vandrerute med indlagte aktiviteter og udfordringer til børn.
- Der er en badesø, man kan vandre til, med haletudser og fantastisk udsigt
- Bjergdoktorens hus ligger på vej op til bjergbanen ved Ellmau Going.
- Når man tager Bjergbanen i Fieberbrunn kommer man bl.a. til
- Timoks Coaster, som er en fantastisk sommerkælkebane. Det går stærkt ned ad bjerget. Vi kom op på 42,1 km/t på kælk ned ad bjerget 🙂
- Der er også et stort legeområde med en hoppepude, samt en fantastisk parkourbane for børn med rig mulighed for at klatre, hoppe og gå på opdagelse.
- Tidligere var der også en skattejagt for børn, og der var en smuk bjergsø, men i 2018 er en del af området under renovation, og bjergsøen er væk (!). Kælke- og parkour banen er stadig i funktion, så man får stadig en kæmpe oplevelse på Timoks Alm.
- Krimmler vandfaldene er Europas højeste vandfald
- Besøg også Krimmler Wasserwelt, der ligger samme sted.
- Hør Sound of Music i Salzburgs smukke parker, gader og pladser
- Besøg Sound of Music museet
- Sæt tid af til at gå på opdagelse i Mirabellhaven; se dværgene og prøv legepladsen. Nyd udsigten 🙂
- Hohensalzburg – slottet, der knejser højt over Salzburg.
- Spis spinatknödel i Salzburg
- Nær Salzburg ligger Heilbronn– en finurlige greve byggede sit slot med indbyggede våde overraskelser.
- Rattenberg er Europas mørkeste landsby – men fantastisk hyggelig
- Besøg Saltminen i Hallein; her skal man køre med minetog og på rutschebane for at komme helt ind i bjerget. Man prøver også at sejle på en sø indeni bjerget med en lille færge. Book & betal billetter online.
- Og så finder man ud af, hvorfor Salzburg hedder Salzburg 😀
- Sølvminen i Schwaz er også en kæmpeoplevelse. Man kører ind i bjerget med minetoget, det går stærkt, og man kører i lang tid langt ind i bjerget.
Og et par Tyroler Tips, vi ikke har prøvet, men som (også) lyder fantastiske:
- Burg Hohenwerfen med falkoneropvisninger
- Verdens største ishule; Eisriesenwelt
- Bjergslugten Lichtensteinklamm er dyb, vild og smuk.
- Oplev den smukke alpesø Achensee f.eks. ombord på damptoget, der kører runden via Achensee Bahn – det skæve tog i Sommer i Tyrol.
- Det er ikke diamanter, men glimter lige så smukt; Swarovski Kristallwelten
- Living Kitzbühel; fede hjemmesko til store og små
- Kehlsteinhaus ligger i Bayern, nær grænsen til Østrig – bedre kendt som Hitlers Ørnerede.
- Læs mere her og her – klik på Tips & Kommentarer.