Potzdamer Platz

Jeg har et blødt punkt i mit hjerte for Potzdamer Platz. Da jeg var i Berlin i 1988 stod jeg på en platform og kiggede ind over muren på en plads, hvor intet var højere end 20 cm.

Alt var jævnet med jorden, og der var intet andet end ståltråd, soldater, vagthunde og ukrudt. At færdes på Potzdamer Platz var forbudt og lig med den visse død for den, der var dum nok til at prøve.

Min far ævlede om, at Potzdamer Platz havde været byens trafikale knudepunkt. Det var det første sted i verden, at der fandtes lyskryds. Og derinde midt på pladsen lå en sløjfet togstation. Jeg kunne ikke se det for mig. For der var intet.

Da vi kom til Potzdamer Platz for 3 år siden og kom op fra undergrunden huskede jeg derfor – intet. Mit minde om Potzdamer Platz var vitterlig intet, for der havde intet været, da jeg var der sidst. Lige bortset fra mur, ondskab og intethed.

Jeg elsker livet på Potzdamer Platz, de høje bygninger, den moderne arkitektur, der strækker sig trodsigt mod himlen som for at håne dem, der troede, at Potzdamer Platz skulle være dødszone og flad som en pandekage for altid. Dem, der også troede, at man kunne adskille et folk i to for altid med vold, mure og trusler.

Gå en tur på Potzdamer Platz og mærk, at det ikke kan lade sig gøre!

Selve stationen, som blev lukket i 1962, for at folk ikke skulle flygte til vesten, er genåbnet. Hvis du ser godt efter kan du se den oprindelige station, som er så fint bevaret og udbygget med en smuk moderne station. Og kigger du godt efter finder du også det gamle S-togsskilt med skudhuller i.

Du kan ikke undgå at se det store stykke mur, der står ved stationen og se linien, hvor muren gik. Ovenfor muren vajer en kæmpe outdoor reklame for den nye Ipad som et håndfast bevis for, at verden går videre.

Jeg skal nive mig selv ganske hårdt i armen for ikke at fælde en rørt tåre her, når jeg kommer op fra undergrunden midt på pladsen, men jeg er også ved at være et gammelt rørstrømsk fjols 🙂