Jeg vandt et eksemplar af Julia Lahmes bog “Hverdage er der flest af” i efteråret. Jeg har læst bogen nærmest i en mundfuld. Den er så spændende. Hverdagen er spændende, for det er der livet leves.

Danske erindringer fra spisebordet, skammekrogen, skolebænken og andre steder, hvor livet blev levet.

Hverdagens Danmarkshistorie.

Danskere i alle aldre og fra hele landet har i løbet af 2017 indsendt deres personlige beretninger om stort og småt fra de seneste ca. 75 år.

Forleden læste jeg afsnittet om en drengs oplevelser som polioramt indlagt barn uden forældre men med en psykopatisk sygeplejerske. Sygeplejersken gav ham en på skrinet, da han sneg sig ind på hendes kontor for at ringe hjem og høre sin mors stemme. Han havde forståeligt nok hjemve.

Og så kom jeg til at tænke på min mor. Hun havde polio som barn. Det var ikke noget, man snakkede om, så jeg ved faktisk ikke ret meget om det. Der var et helt år hvor hun ikke kom i skole, har hun fortalt engang. Hun havde ikke senfølger af polio og fik heller ikke lammelser.

Pludselig poppede spørgsmålene frem: Hvor syg var hun? Blev hun også indlagt som så mange polioramte børn under polio-epidemien i 1952-53?

Min mor fyldte 11 i efteråret 1952, så hun var kun et par år ældre end min søn er nu. Måske var min mor indlagt uden sin mor og far i den alder? 🥺

Jeg må høre min far om han ved noget om det.