Allan og Nicholas kom og hentede mig på job fredag klokken 16. Vi skulle videre til Rørvig, til flæskesteg og hindbær hos morfar.

En del af bagtanken var at vise Nicholas, hvor det der ‘arbejde’, jeg altid ævler om, foregår. Jeg tror, at det er ret abstrakt for ham, og jeg vil gerne have, at han begynder at forstå, at der er et sted, jeg er, når vi ikke er sammen.

Jeg viste ham mit kontor, min kontorstol og min skrivebordsskuffe, hvor der helt tilfældigt lå nogle slik-samples, som han begejstret snuppede. Ellers var han ret fascineret af den lange gang. Man kan få god fart på, når man løber fra den ene ende til den anden.

Vi kørte videre til Rørvig. Nicholas spillede på Ipad’en, og vi snakkede. Vejret var fint og sensommerligt. Vi stoppede først hos min fars kæreste, som har et hindbærkrat. Nicholas elsker hindbær, og han elsker at plukke dem selv.

Han gjorde et godt forsøg på at rydde hindbærkrattet, men uden held. Til gengæld fik vi cirka 1 1/2 kilo friske hindbær med hjem 🙂 Nicholas pilede rundt i haven og smagte også på nogle blåbær. Han elsker frugt og bær. Han kunne leve af frugt og bær. Glem det der med mad.

Vi havde en hyggelig aften hos min far, og vi kom alt for sent derfra. Klokken var 22, og Nicholas faldt i søvn med det samme på vejen hjem. Bilen duftede af hindbær, og der er efterår i luften.

Det havde været skønt at kunne nøjes med at trille ned i sommerhuset som i gamle dage og sidde og snakke til ud på natten over en Bailey’s eller tre.

Alle vores besøg hos min far i Rørvig efterlader os med en bittersøde følelse i hjertet. Det er ærgerligt. Jeg har altid elsket at komme til Rørvig, men det gør jeg ikke længere. Alt det kaos med min bror har effektivt ødelagt det.