Bondegårdstur

Søndag morgen. Tid til bondegårdstur. Til en ny bondegård, vi ikke har besøgt før, nemlig Barresøgaard i Lynge. Der er ‘åben gård’ den første søndag i måneden i sommerhalvåret – og det var jo i dag!

Der var rigtig mange mennesker – og rigtig god plads! Nicholas spurtede afsted med retning mod grisene, mens vi nåede lige at rive en skive hjemmebagt franskbrød med hjemmelavet hindbærmarmelade, hjemmebagt sandkage med appelsin og hjemmelavet æblemost med os. Alt sammen inkluderet entreprisen. Mums, mums og mums!

Nicholas fik kløet grisebasserne mellem ørerne og fodret fårene med gulerødder. Hestene var han ligeglad med, men der var en kæmpeflok gule ællinger, som lå og slikkede sol på græsset – de skulle krammes! Det ville de så bare ikke – hele flokken pilede afsted.

Nicholas var også fascineret af gæsene og hønsene. Særligt sjovt var det da en gås tog bad i et kar, så vandet sprøjtede på Nicholas. Han flyttede sig ikke, men stod bare og iagttog den store hvide gås dykke, snadre og pudse fjerene.

Til gengæld var han lidt betænkelig ved at klappe kælegrisen Rosa. Hun ligner heller ikke de grise, man normalt ser i børnebøgerne. Jeg havde forberedt ham på, at der ville være en sort gris, der er meget kælen og ligner grøffeldyret lidt. Til sidst klappede han hende på hendes stride børster.

Legepladsen var et hit; der var en gammel rød traktor, en stribe gynger, en stor rutsjebane, tovsvævebane, sandkasse samt balancebro/klatrestativ. Svævebanen ville han virkelig gerne have prøvet, men den må vente til han bliver større.

Rutsjebanen var et hit, samt gyngerne og klatrestativet. De forskellige små og store traktorer kørte han også rundt på, og vi spillede bold. Også søen, som var hegnet ind, var et sikkert hit. Nicholas kastede et betragteligt antal sten og pinde i vandet.

Da vi kom tilbage til gården, sad bondemanden Lars og spillede og sang i cafeen sammen med en folk børn. Nicholas gav sig til at danse, hvorefter han pilede ud og spiste to stykker sandkage og styrede afsted i retning af legepladsen igen.

20120902-140032.jpg

Det koster 80 kroner for en voksen og 40 kroner for et barn. Alt er så inkluderet i prisen; økologisk hjemmebagt brød med økologisk smør, hjemmelavede marmelader, hjemmebagt kage, økologisk saftevand, kaffe og ikke mindst hjemmelavet æblemost. Det bliver svært at gå tilbage til alm. æblemost efter dette 🙂 Dertil kommer forskellige aktiviteter som for eksempel sang og musik.