Den er svær den her. Som du ved, har jeg råbt af min søn. Jeg gør det ikke så meget mere. Men stadig indimellem. Det er bare ikke godt nok.

Intet barn skal råbes af. Jeg ved, hvad det gør ved en, for det gjorde noget ved mig at blive råbt af.

Jeg var genert, grænsende til sky, i det meste af min opvækst. Min selvtillid har altid fejlet noget. Jeg har lært mig selv at tro på mig selv gennem mine mange år som single, men kun til en vis grænse, så kan jeg væltes.

Jeg har lært at leve min usikkerhed og med frygten for at blive gennemskuet. En dag finder folk nok ud af at jeg ikke kan en skid. Den usikkerhed lever jeg med, og andres ros og respekt preller af.

Jeg lever med det, og det er fint nok. Jeg har fået gode og knap så gode ting med hjemmefra. Som så mange andre.

Men hvad der ikke er fint, er hvis jeg overfører det til Nicholas. Det slutter her og nu, det med at råbe af Nicholas. Heller ikke en gang om måneden.

Ved at råbe af ham viser jeg ham, at det er okay at miste besindelsen og afvise andres følelser med vrede.

Det har aldrig gavnet mig at blive mødt med vrede afvisninger. Tværtimod lærte jeg at holde mine ønsker, forslag, kritik etc for mig selv, jeg lærte at gemme mig og flyde uset med strømmen.

Nicholas har arvet mit temperament og dele af mit sind, og jeg har magten til at få ham til at vokse som en stærk plante eller kyse ham til at blive en lille undselig stilk.

Valget giver sig selv. Så … Orange Rhino … Jeg er på. Jeg går efter 100 dage uden råb. Det er første mål.