I næste weekend skal jeg til gammel elevfest. Nogen påstår nemlig hårdnakket, at det er 25 år siden, at min årgang blev færdige med 9. klasse. Det er vist rigtigt nok, men jeg forlod klassen efter 8. klasse, så det gælder jo ikke rigtig for mig 😉

Det bliver virkelig skægt at se de gamle nisser igen. Mange af dem har jeg kendt siden jeg var cirka 3 år gammel, for de fleste af os har også gået i børnehave sammen. Når man nu står og skal til sådan en gammel elevfest, så er det klart, at tankerne flyver tilbage til dengang. Min skolegang var både himmel og helvede, formentlig ikke så meget anderledes end alle andres skoletid.

Jeg gik i klasse med nogle rigtig skønne mennesker, men samtidig blev jeg også mobbet i perioder. Vi havde gode lærere og vi havde virkelig dårlige lærere. Så på trods af og takket være skolen, er vi vokset op sammen – og siden spredt for alle vinde i vidt forskellige liv.

Det sidste års tid i min gamle klasse følte jeg mig ikke rigtig hjemme, for jeg var begyndt at interessere mig for drenge, og pigerne i min klasse mødtes i deres strikkeklub hver tirsdag, og det kunne jeg bare slet ikke relatere til. Jeg fik veninder i ungdomsklubben i stedet for og fik mit første kys, min første smøg og min første brandert, da jeg var 13-14 år.

Og så fik mine forældre den helt igennem hæslige idé, at vi skulle flytte, så min bror og jeg kunne komme på en bedre skole. Jeg skulle denondehyleme ikke på nogen bedre skole, jeg skulle bare have min 9. klasses eksamen så hurtigt som muligt, og så skulle jeg være frisør sammen med min bedste veninde. Punktum.

Den plan faldt så absolut ikke i god jord hos mine forældre, og selvom jeg prøvede både med voksenlogik, barnligt skrigeri og teenageagtig knalden med dørene, så flyttede vi, jeg kom i gymnasiet og blev (heldigvis?) ikke frisør.

Flytningen betød også, at jeg mistede kontakten med mine gamle klassekammerater. De fleste af dem har jeg siden fået kontakt med på facebook, så jeg har en idé om hvor de er i livet. Flere har jeg mødt enkelte gange siden 1988, hvor vi flyttede. Jeg glæder mig til at se alle igen og høre hvad de har lavet de seneste 20-25 år – og genopfriske gamle minder.