Lægen kom omsider og undersøgte Nicholas, da vi havde ventet en times tid på skadestuen. Selvom jeg havde fortalt Nicholas om at lægen også fikser Thomas Tog, så han kan køre videre, så hjalp det ikke. Før jeg nåede at lægge tasker og jakker fra mig, spurtede han ud af undersøgelsesrummet med retning mod døren, da lægen sagde hej til han.

Selvom jeg fortalte lægen, at Nicholas er under udredning for en adfærdsforstyrrelse og derfor ikke reagerer og adlyder som andre børn, så tog han ingen hensyn, hvilket skræmte livet af Nicholas og gjorde ham helt panisk af rædsel.

Jeg hentede Nicholas tilbage, han sparkede og slog og skreg ‘JEG ER BANGE, JEG ER BANGE,JEG ER BANGE!’ Lægen sagde helt klassisk ‘det gør ikke ondt, jeg skal bare lige se’. Den sætning tænder altid panik i Nicholas’ krop, for han hører ikke det lille ‘ikke’ i den sætning. ‘DU SKAL IKKE SE PÅ MIG’ brølede han og krabbede væk fra lægen, som så målløs på mig og sagde ‘kan du ikke gøre noget?’. Jeg sagde ikke det, jeg havde på hjerte, nemlig ‘kan du ikke finde en GOD læge et sted?’ men prøvede at få styr på lille panisk krop, fægtende arme og ben.

Det lykkedes dog lægen at få set ham i øjet så tilpas længe, at han konstaterede, at der formentlig er en lille rift på hornhinden. Han sagde, at jeg skal holde ham hjemme fra børnehaven så længe han har tåreflod og gnider sig i øjet. Han skal forhindres i at gnide sig i øjet.

Nicholas besvimede af træthed i bilen, og jeg kørte en omvej for, at han kunne sove lidt og hvile sit øje. Vel hjemme igen var det planen, at jeg skulle arbejde hjemmefra. Det holdt det hårdt med, og jeg fik da skudt et par mails afsted, men fik ikke fod på nogle af de store opgaver. Tårerne trillede ud af Nicholas’ højre øje, og når tåreproduktionen går i gang, begynder næsen også at løbe, så der var snot og tårer over det hele. Og så blev han vred og ked af det.

Han gned tårer og snot rundt i øjet og hele ansigtet. Han spiste en franskbrødsmad og fik smør på hånden, som så blev jævnt fordelt i øje, hår og ansigt. Jeg måtte være over ham hele tiden for at undgå, at han gned sig i øjet. Han blev ildrød og ophovnet i ansigtet, og han begyndte at nyse, så guirlanderne sprøjtede ud over det hele.

Her til aften har han fået let feber, og han skreg af smerte. Jeg dryppede hans øjne med de øjendråber, vi fik udskrevet, og så gav jeg ham en panodil i numsen. Vi lagde os ind i min seng, og han græd og jamrede sig i søvn, mens jeg sang ‘Solen er så rød, mor’. Han sov inden sidste vers var slut.

Mit hjerte bløder for min lille skat, jeg håber sådan, at det er blevet bedre i morgen.

Og så undrer jeg mig sådan helt generelt over hvem det egentlig var, der var mest adfærdsforstyrret i dag? Lægen eller min søn? Jeg synes egentlig, at min søns reaktion var normal i en unormal situation.