Blev vækket af vækkeuret på dag 2 efter ferien. Stadigvæk med træningshovedpine / migræne (læs knaldondt i bøtten) takket være søndag aftens helt fabelagtige træning. Så på dén front var træningen ikke oh so fab. Jeg kom til at give den for meget gas. Men problemet er jo stadigvæk, at træningen for mig bliver let og godt, når jeg giver den gas – ikke når jeg laller derudaf i lavt gear.
Men på alle andre planer; mentalt og fysisk har jeg kunnet mærke, at det var en god start. Fulgt op med sund frokost, sunde snacks og sund aftensmad og mindre kaffe. Det lyder nok en anelse sygt at sige, at 40 minutters sveddryppende træning er 2 døgn med migræne værd. Men det var det.
I går aftes sprang jeg modvilligt træningen over pga. fortsat migræne. Jeg læste i stedet i Vejen Videre – når dit barn har autisme. Sidst på ugen skal vi nemlig til netværkssamtale, og jeg er ved at forberede mig til det. Fødderne op i sofaen, et glas med te …
Glemte at nævne, at jeg overlevede dag 1 efter ferien på job næsten uden skrammer. Skulle til samtale omkring en række forbedringspunkter heriblandt fravær. Det gik ok, jeg mødte rimelig forståelse for min situation, men presset er uændret.
mammalade 
Puha – lyder dejligt med træningen, og benene oppe. Men ikke så rart, når det udløser en hovedpine over flere dage.
Samtale om fravær?? Nu må de da lige holde op. Her er min kamp at få lov at gå ned i tid (bare 30-32 timer) (indtil jeg kan komme væk herfra) – men det er åbenbart ikke uden kamp. Åbenbart har min arbejdsplads ‘så store ambitioner på mine vejne’ (citat slut) at det vil de ikke give mig… Øhhh hvad – skal vi ikke lige tale om hvis behov det er, og om hvorvidt fleksibilitet er en medarbejder-ting, eller om det måske er noget, der foregår fra begge parter… Grrrrrr…..
LikeLike