På indkaldelsen til mødet stod,  at vi skal drøfte Nicholas’ fremtid. Jeg har brugt et par aftener på at læse bl.a. Vejen Videre og serviceloven. Jeg har bedt andre forældre om deres bedste råd op til netværkssamtale. Jeg fik så mange fine svar på Landsforeningen Autisme.

Jeg var nervøs,  men jeg følte mig godt forberedt. Jeg opfattede samtalen som et af de mest vigtige møder overhovedet,  så jeg var forberedt. Jeg har en liste over de ting,  jeg gerne vil vende med kommunen og have hjælp til.

Jeg er så jublende naiv. Jeg skulle have ringet og have fundet ud af,  hvem det er og have sikret mig,  at han/hun dukkede op. Vi ventede i et kvarter på vedkommende,  fordi vedkommende havde ikke engang meldt afbud,  og så måtte vi gå i gang uden en repræsentant for kommunen.

Jeg er faktisk … chokeret. Det føltes som en kold afvaskning,  og det giver mig bange anelser for vores fremtidig samarbejde,  når man vælger at starte en ny relation ud på denne måde. Vores første møde med kommunen.

Det var på dette møde,  at vedkommende ville få hele baggrunden for vores fremtidige relation at vide. Hun/han ville have fået en forklaring af diagnosen,  baggrunden for henvisningen og børnepsyk’s anbefalinger. Der bliver nu fremsendt en erklæring fra børnepsyk,  men det er jo bare et papir.. At Nicholas og hans diagnose ikke synes at betyde noget,  ryster mig.

Det er hele grunden til alt,  men nu står det klart for mig,  at vi bare er en sag,  vi er langt nede på hitlisten. Jeg har været så naiv. Jeg skal lige synke den,  jeg er både rystet og skuffet. Og jeg frygter for det fremtidige samarbejde, for er det her stilen?