Eksplosioner

I sidste uge knaldede Nicholas som nævnt sit hoved i gulvet så hårdt, at tæppets mønster stadig er helt tydeligt i hans pande. I ren frustration. Da jeg prøvede at tale med ham om det, gik han i panik. Han vil ikke tale om det. Jeg sagde, at han ikke må gøre det, og han gik helt i sort og slog sig i ansigtet og skreg ‘jeg er dum’ igen og igen. Jeg tror ikke, at han lærte noget af det.

I dag havde han en stor rift lige under øjet, og jeg spurgte ham hvad der var sket, og han gik i sort/panik. Jeg vidste med det samme, at han havde påført sig selv skaden. Jeg spurgte igen, og han skreg, at han er dum, og at han havde været en hidsigprop. Han ville dog ikke sige, hvad der var sket. Og så løb han sin vej, væk fra mig. Jeg sagde, at jeg vil spørge børnehaven om hvad der er sket, og så gik jeg efter ham.

Han sad sammenkrøbet på gulvet i entréen, og jeg satte mig og krammede ham. ‘Det var i skuret’ sagde han så ‘jeg blev en hidsigprop og slog hovedet her’ og så pegede han på riften. Jeg kyssede ham og sagde ‘tak fordi du fortalte mig det, det er jeg glad for, du er en klog dreng’. Vi gik ind i sofaen igen. Jeg gik ikke ind i opdragerens rolle og undlod at fortælle ham med løftet pegefinger, at han ikke må gøre det. Det nytter ikke, for han ved det godt, og der er ingen grund til at vade i det og fremprovokere en eksplosion.

Skæld ud virker aldrig på ham. Han går i sort/panik, og jeg har ofte på fornemmelsen, at han allerede godt ved, at det er forkert, når han har gjort noget forkert – han straffer sig selv ti gange værre end vi nogensinde kan opnå med en skideballe. Han gør sjældent det samme forkerte to gange. Når han gør noget forkert, er det enten et uheld, pga. uvidenhed eller fordi han ikke kan modstå impulsen. Selv stille og rolige irettesættelser får ham til at flejne ud, og jeg er efterhånden nået så langt i min læreproces, at jeg er ved at lære bare at sige kort og neutralt, at det må han ikke, og så lader jeg den fare. Derved undgår jeg, at det brænder sammen for ham.

Det er rigtig svært, for når der fx er andre børn indblandet forventer de, at han får skæld ud – enkelte spørger endda ‘skal Nicholas ikke have skæld ud?’ Jeg svarer bare, at Nicholas godt ved, at det var forkert. Ofte siger han selv undskyld, det hjælper lidt for det andet barn. Ellers siger jeg undskyld for ham og siger, at han er så ked af det, at han ikke kan finde ud af at sige undskyld.

Det er også svært for mig af helt andre og langt mere indviklede personlige årsager. Jeg har nemlig arvet en ekstremt uheldig adfærd fra min egen barndom; at råbe højt og skælde højlydt ud. Jeg kan huske de pludselige eksplosioner af vrede, hvor jeg krympede mig som barn og bare gav min far ret for at genoprette freden. Ingen børn – og ikke bare særlige børn – efterlades upåvirkede af det, når det sker. Det sker for mig, når jeg er stresset og presset. Det brænder sammen for mig, og så dukker reptilkællingen frem.

Hun kommer på besøg, når det hele vælter i mig, men hvis det så endda bare var sådan, at det blev bedre af det! Det er selv klart helt uholdbart overfor Nicholas, så det har jeg benhårdt fokus på at undgå. Det hele bliver bare meget meget værre med råberi, så jeg prøver at kvæle hende i opstarten og søger at spy galde ud på andre måder. Jeg bliver bedre og bedre til det. Jeg tænker ofte på, at mit temperament og min adfærd .. tadaa .. minder en hel del om Nicholas’. Det er ikke fra fremmede, at han har sine udfordringer; jeg genkender mange af hans reaktioner særligt fra når jeg er stresset eller presset.

Jeg lærer nærmest nyt hver dag for tiden; et lille eksempel her til aften skulle han i bad. Det gik fint. For et halvt år siden var det med skrig og skrål. Særligt under hårvasken. I dag begyndte han selv at vaske sit hår med svampen, og så gjorde jeg det færdigt, mens jeg forklarede ham hvad shampoo egentlig er. Ingen problemer, og så rydder han selv op bagefter; lægger alt legetøjet i kassen og tømmer badekarret. Bare hyggeligt!

7 Comments

  1. Frederikke siger:

    Puha nogle udfordringer. Jeg kan end ikke begribe, hvor hårdt det må være for jer. Jeg synes, at du har så fint opmærksomhed på det.

    Like

    1. Gitte K siger:

      Tak, Frederikke – jeg vokser med opgaven. Det er rart, at sorgen og chokket er ved at klinge af. Ud med tuderiet – ind med kampgejsten 👍👍

      Like

  2. pernillenb siger:

    Fik en lille tåre i mit øje… Pga. flere af de tig du beskrev i dette, egentligt, smukke indlæg… At høre sit eget barn sig “jeg er dum”… Uhhh… Håber du går prompte ind og retter ham… For han er IKKE dum… Og han er IKKE en hissigprop.. Er ked af at høre, at han har fået de billeder og ord af sig selv i hovedet.. 😦
    Jeg kan sagtens nikke genkende til det du beskriver om dit eget temperament.. Det er også noget af det jeg mærker på mig selv, og blogger om. Og ofte, ja, når vi er pressede og stressede og er fyldte.. Så ryger vi, i hvert fald jeg selv, tilbage, og kopier den måde min far handlede på, i sådanne situationer.. Så ja, manglende redskaber, hvis man selv er opvokset med råb, skrig osv. Så ja, der skal en stor portion overskud, rummelighed OG tålmodighed, for at bevare roen, og ikke ryge ind, i de andres adfærdsmønstre.. For det er jo i virkeligheden ikke dit. Men tillært. Eller mangel på samme. Kram til dig

    Like

    1. Gitte K siger:

      Ph jo Pernille, jeg retter på ham, og jeg fortæller ham, at han er klog. Men så eksploderer han og skriger ‘jeg ER dum!’ og nægter at lytte til mig. Holder sig for ørerne. Slår efter mig. Jeg bliver der, og jeg krammer ham, når eksplosionen klinger af.

      Men jeg ved ikke, om han tror på mig? Jeg tror ikke, at han tror på mig, når jeg siger at han er klog. Jeg siger det ofte, når han har gjort noget klogt og bruger det som eksempel. Når han eksploderer når mine ord ham ikke.

      Gitte K

      Like

  3. Jette siger:

    For pokker det må være svært at være en del af. Især at iagttage og forsøge at stoppe hans selvskadende adfærd. Det må gøre så ondt, så ondt i ens moderhjerte.

    Men at skæld ud ikke virker (uanset hvilket barn man adresserer) ikke virker burde være en sandhed for alle. Så de andre børns kommentarer siger mere om deres forældres måde at være på end det siger om dig!

    Jeg skal på ingen måde være hellig, da jeg også kender alt til at skulle holde sin indre reptilkælling i ave. Det lykkedes ret godt… det meste af tiden.

    Iøvrigt er Nicholas reaktioner på irettesættelser meget lig min søns, og han er hverken autist eller har ADHD. Han er ‘bare’ særligt sensitiv (som 10-15 % af alle børn), så Nicholas reaktioner lyder helt sunde og normale i mine øre. Han vil ikke tale om det og siger fra og tager ved lære og hvor er det godt.

    Like

    1. Gitte K siger:

      Hej Jette!
      Du har ret mht skældud. Tænkte over det, da jeg læste mine egne ord om andre børn forventning om skældud i luften. Skældud gavner ikke, det underminerer både barnets tillid og selvtillid. Hvordan skal barnet lære at opføre sig ordentligt, hvis rollemodellen skælder og smælder? Jeg har lært det af min far … skal Nicholas lære det mig? I think not!

      Uanset hvad man kalder ‘det’, så skal han hjælpes og støttes til at lære gode strategier – præcis som andre børn. Han er meget følsom, og han er kun 4, så en vis portion eksplosioner må forventes, når han fx ikke kan forklare sig eller ikke kan styre sine impulser. Normalt eller autistisk? Jeg hælder til at det er normal adfærd.

      Men jeg accepterer, at han har tegn på autisme, tager det med mig og vil lære mere om ham. Ikke om autisme, men om ham, for det ham, det handler om.

      Gitte K

      Like

      1. Jette siger:

        God strategi du har valgt dig. At du vil lære mere om din dreng fremfor hans diagnose.
        Nu har jeg efterhånden læst en del om sensitive børn/børn med problemer med sanseintegration, og der er ingen tvivl om at de udfordringer/problemer som disse børn kæmper med i stor grad kan minde om de samme udfordringer/problemer som børn med en reel autisme/adhd diagnose kæmper med. Stærkt forenklet kan man vist sige, at man sagtens kan være særligt sensitiv uden at være autist, men man ikke kan være autist uden at være særligt sensitiv.
        Hans selvskadende adfærd (særligt den hvor han gør fysisk skade på sig selv) skal I naturligvis tage dybt alvorligt (hvilket I også gør!), men derudover oplever jeg, i kraft af dine beskrivelser, Nicholas som et stærk sensitivt, men indenfor de rammer også helt normalt barn.
        Jeg kan nok engang anbefale bogen: ’Raising a sensory smart child’ af Lindsey Biel og Nancy Peske (kan fås for knap kr. 100,- inkl. fragt på Amazon UK). Den er spækket med helt praktiske løsninger til hvordan man får hverdagen til at køre, når man er forældre til et særligt sensitivt barn. Ganske vist er den meget amerikansk i sit udgangspunkt, men alligevel god. Jeg fik der gode fif til at håndtere det daglige bad, så det nu er hyggeligt fremfor at ende i skrig og skrål (præcis som du har gjort  )
        Umiddelbart ville jeg også anbefale at I får testet Nicholas for glutenallergi. Det koster en henvisning til blodprøve via egen læge. Svar efter ca. 1 uge. Jeg er klar over at det kan forekomme jer som et fuldkommen vildskud, men efter min søn blev testet positiv for lidt over 1 måned siden kan vi nu virkelig se hvilken kæmpe forandring glutenfri mad har betydet for ham. Man kan virkelig tale om et før og efter. Særligt tankevækkende er det at ubehandlet glutenallergi nemt kan forveksles med adhd, fordi børn med ubehandlet glutenallergi er irritable, ukoncenterede og fuldkomne drænet for energi eller det stik modsatte. Desværre er mange læger i DK ikke specielt opmærksomme på glutenallergi og symptomerne derpå. Vi kan takke vores læge at hun var vaks, dengang jeg kom til lægen med en dreng, der var nemt var træt, ukoncenteret, irritabel og ikke kunne holde på afførringen.
        Du kan læse lidt mere her:
        http://www.madforlivet.com/glutenfri.html
        http://www.coeliaki.dk/dk/information-nyheder/sygdomsbeskrivelse/
        Jeg kan også nok engang gentage min opfordring til, at I får Nicholas forbi en dygtig kiropraktor. Jeg er som godt som overbevist om, at han har låsninger/isninger i kroppen som følge at hans temmelig voldsomme fødsel. Stort set alle børn forløst ved kejsersnit får skader i kroppen som følge at deraf. Men heldigvis kan man behandle disse.
        http://www.kiropraktikicentrum.dk Vælg Lisbeth Isbrandt som behandler. Hun er fantastisk til børn og hun fik straks mine meget generte børns fulde tillid
        Autisme/adhd eller ej… Nicholas er et barn der har massivt behov for hjælp og det har I som forældre også. Heldigvis lader det til at I nu har hul på bylden… uanset hvor det så end ender.

        (… og hermed endnu et langt skriv fra mig. Tak for din tålmodighed 🙂 Men Nicholas ve og vel er virkeligt kommet til at lægge mig på sinde)

        Like

Der er lukket for kommentarer.