Som nævnt har Nicholas perioder, hvor han ty’r til lettere selvskadende adfærd. Hvis jeg kendte løsningen på det, havde jeg stoppet det for længst. Det sker ikke ofte eller jævnligt. Det sker sjældent, men det sker, for det er tilsyneladende en af hans måder at reagere på.
Selvskadende adfærd er et af autismens tegn. Det er et tegn på overbelastning. så langt så godt; jeg oplever to slags selvskadende adfærd hos Nicholas; han slår sig selv i hovedet/ siger ‘jeg er dum’ / sparker sig selv, ofte mens han bevarer øjenkontakt.
Jeg fornemmer, at han vil opnå noget med den adfærd; fx stoppe situationen, før han brænder sammen – eller måske for at få kærlighed i form af trøst og knus.
Her er min udfordring at forstå og rumme adfærden og i sidste ende gøre den type kommunikation overflødig, fordi vi ved fælles hjælp finder frem til en anden strategi.
Den anden og mere alvorlige type er reel selvskade; hvor han i affekt slår hovedet ned i jorden. Det er farlig adfærd, og jeg troede egentlig, at vi havde fået styr på det. Han har ikke gjort det i 1/2 år.
Nu er det sket to gange på to dage i børnehaven. Der er ingen tvivl om, at det brænder sammen for ham, og måske fjerner eller overdøver den fysiske smerte det kaos og/eller den indre smerte, han føler i situationen.
Her er vores udfordring at finde ud af, hvad der udløser det, finde ud af hvordan vi imødegår det, samt lærer ham en bedre strategi. Vi skal samtidig sikre, at børnehaven lærer at håndtere disse situationer rigtigt, så vi undgår flere skader.
Vi har fået tilbudt besøg af kommunens autismekonsulent, og jeg glæder mig allerede. Det er et kanongodt tilbud, er jeg sikker på. Jeg er i gang med at forberede mig, så jeg kan hive al nødvendig information ud af hende.
Jeg vil slet ikke begynde at vade i hvor smertefuldt det er for os at se ham bryde sammen og give udtryk for så stor indre smerte. Det er værre end værst. Vi vil så gerne hjælpe ham, men vi ved endnu ikke helt hvordan.
mammalade 
Jeg vil lige sige, at min egen datter, på nu 4 år, OGSÅ har haft situationer, hvor hun lige som slog sig selv med den ene hånd, og kunne nærmest ikke stoppe sig selv igen… Og meget urolig i kroppen når det skete… Det gør hun ikke længere.. Og kan se tilbage på, at når hun gjorde det, så var det fordi hun var fuldt med noget inde i hende, som hun ikke selv kunne gi udtryk for. En smerte som hun ikke kunne placere. Nu har hun ikke længere “selvskadende” adfærd/anfald, fordi, nu har hun en mor, der tar vare på sig selv, så den bekymring har hun ikke længere.. Siger ikke, det forholder sig sådan hos jer, det er min historie… Jeg vil anbefale dig, at kontakte Lena Dyrhberg, en privat sundhedplejerske samt kinosolog og med lidt “særlige” evner.. Hun fornemmer børn mega godt… I sær dem der er ekstra følsomme/sensitive… Hvis jeg var dig, ville jeg nok ikke kunne “acceptere” denne diagnose, netop fordi, jeg altid tror, noget har en årsag. At psyken ofte spiller ind.
Kærlige tanker
LikeLike
Skønt at høre! Vi har ikke nogen referenceramme, Nicholas er enebarn, så det er guld værd at høre andres erfaringer med deres børn.
Jeg afskriver slet ikke muligheden for, at Nicholas bare er dreng på godt og ondt – og ikke nødvendigvis er autist.
Faktisk er jeg ligeglad med hvad de kalder det. Før alt andet er han nemlig mennesket Nicholas. Med hvad dertil hører af skønne særpræg.
Hjælp har han brug for. Og mig med. Så tak for din kommentar ☺
Googler lige Lena
Gitte K
LikeLike