Jeg er 54 år, og jeg har haft regelmæssig menstruation lige siden teenagealderen. Hver 24. dag. Undtaget én gang, hvor den helt udeblev tilbage i 2000, og igen for et år siden, hvor den var forsinket. Nu er det tredje gang, at min mens er forsinket, og denne gang har det været slemt.

Denne gang var den forsinket i 29 dage, og jeg tænkte, at NU er jeg i overgangsalderen, og jeg var spændt på, hvad der nu ville ske. Det var 29 dage i helvede. Og så vågnede jeg op en morgen og havde det supergodt i min krop. Jeg troede et øjeblik, at jeg var død, for jeg havde ingen smerter nogen steder: ingen stive led, ingen spøjse knoglesmerter, nul ondt i ryggen og ingen smertende skulder eller fodsmerter … det var bare super rart. Og så opdagede jeg, at min mens var startet.

29 stive dage med tiltagende ondt i kroppen var slut som ved et trylleslag. Jeg har slæbt mig gennem de 29 dage – det er ret vildt, at min krop kan gå fra “jeg er ved at falde fra hinanden” til “jeg er en nyfødt gazelle” på 24 timer.

Uden at være ekspert på området, så kan jeg læse mig til, at østrogen er smertestillende, og når man ikke længere producerer østrogen, får man mere ondt og bliver mere smertefølsom. Tak for det 😳

Min østrogenproduktion svinger åbenbart først for alvor nu, hvor jeg er rundet de 54 somre. Når østrogenniveauet falder, føles kroppen tung og “off”, led og muskler føles stive, og jeg får de her diffuse smerter i ryg, skuldre, hofter, ben.

Når menstruationen så kommer, sker der et pludseligt hormon-“reset” – jeg føler nærmest, at jeg er blevet genfødt. Når jeg så har en ekstra lang cyklus – læs: lavt østrogen i længere tid – føles kroppen som et alderdomshjem.

Fordi min cyklus kun er på 24 dage, er der ved en normal cyklus kun relativt få dage med lavt østrogen lige før mens, og derfor er det til at holde ud. Men 29 dage med smerter i streg er over grænsen for, hvad jeg kan leve med.

Så jeg skal have et ordentligt shot af østrogen (kan man det? 🍹), for det, de sidste 29 dage har budt mig, står jeg ikke igennem igen. Så lige nu er jeg ven med min krop og har det godt. Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvorvidt jeg er levende haha… men det er jo et godt tegn. Eller noget 🤣

Jeg tænker, at jeg må have fat i lægen her … fordi jeg for første gang er reelt bange for, om det, jeg oplevede i de 29 dage, er udtryk for, hvordan jeg får det, når min menstruation ophører for altid, og jeg for alvor går i overgangsalderen og må hutle mig igennem uden østrogen.