Allan er hjemme med Nicholas i dag, fordi han har den sædvanlige børnehavepest aka øjenbetændelse. Mit ringe bidrag til løsningen af vores fælles ansvar var at jeg skal ringe til lægen og skaffe øjendråber. Vores tidligere læge skrev dem ud, når vi beskrev symptomerne for hende; løbende øjne, sammenklistrede øjenvipper, rød i det hvide i øjet, samt hævet øjenlåg.

Men nænej, ny læges lægesekretær var ubøjelig. Lægen SKAL se øjet. Intet øje, ingen medicin. Jeg sagde til hende, at det kommer lægen ikke til, fordi Nicholas ikke vil have det, og jeg mindede hende om Nicholas’ diagnoser. Jeg forklarede hende, at han går i panik. Der var ingen kære mor, så nu går vejen til lægen 13:30.

To voksne mennesker skal nu holde fri for at tage et barn til lægen. Det er nødvendigt, for Nicholas er virkelig virkelig bange, og han går formentlig i panik, og der skal afledes big time. Og jeg er rasende, for det føles komplet unødvendigt at udsætte ham for det her. 

Vi lover ham en kaj-kage og et besøg i legetøjsbutikken bagefter, og så håber vi bare på, at det går rimeligt.

************

Det gik sådan set ok. Lægen var langt mere forstående end lægesekretæren. Hun fangede hurtigt, at Nicholas var vildt bange, og hun prøvede ikke at lyse ham i øjet eller forsøgte at komme tæt på.

Hun konstaterede det samme som vi; øjenbetændelse. Og så fik vi en recept på de eftertragtede dråber. På vej til apoteket var vi i legetøjsbutikken og der fandt vi både Skipper og El Chupadaba, som er Dustys bedste venner. Nicholas var lykkelig og ‘fløj’ glad rundt med dem 💕

Nu har vi ved fælles hjælp dryppet hans øjne to gange. Det er ikke et hit.