Ikk så sjov dag

I dag var det ikke sjovt på jobbet, faktisk var det helt vildt stressende. Jeg kunne ikke få den hjælp, jeg har brug for til en opgave, fordi alle har så travlt, og selvom jeg skubbede på mine kolleger, så fik jeg ingen svar, og deadline nærmede sig ubønhørligt uden at jeg kunne løse opgaven. Jeg har også selv travlt, så tiden skred, og så blev det en presballe.

HR afholdt stressworkshop klokken 15, det havde jeg længe haft i kalenderen, og jeg havde benhådt planlagt efter det, for det føltes vigtigt for mig at deltage. Måske kan jeg hente nogle tips og tricks. Men da tiden oprandt, så ønskede jeg bare at melde afbud og bruge tiden på en stressende opgave i stedet. Det føltes fuldstændig absurd at sidde der til stresshåndteringskursu og trække vejret overfladisk, med trykken for brystet og myldrende uro i kroppen, fordi jeg prøvede ihærdigt på ikke at være stresset, samtidig med at jeg lyttede med hånden på telefonen og ventede et vigtigt opkald. På spring.

Det er totalt absurd og tragikomisk, at jeg er så fortravlet, at jeg ikke engang magter at deltage i et stresshåndteringskursus. At jeg ikke engang kan ta’ 1 time fra 15 til 16:30, hvoraf den sidste halve time faktisk lå i min fritid, til at høre mere om stress og ikke mindst lære om strategier til hvordan jeg håndterer det.

Men nej, jeg missede en vigtig del, fordi jeg skulle skaffe funding via telefonopkald. Nu. I dag. Asap. Jeg styrtede ud, da telefonen vibrerede, jeg fik fundingen, kom tilbage lige tids nok til, at jeg kunne deltage i en øvelse i at trække vejret dybt. Men hvad var nu det? Jeg kunne ikke! Jeg kunne simpelthen ikke trække vejret dybt ned i maven. Det var som om en kæmpe stor cementblok lå ovenpå min mave og forhindrede mine muskler i at lystre. Min vejrtrækning var overfladisk og kort. Jeg lukkede øjnene og prøvede – men jeg måtte opgive. Skræmmende.

Problemet er, at jeg ikke har indflydelse på min egen dag. Jeg bliver kastet rundt. Jeg planlægger og sætter tid af, men jeg styrer ikke selv hvilke opgaver, der kommer og hvor meget de haster, samt hvornår de skal være klar, og jeg har heller ikke altid ressourcerne (læs: tiden) til at løse dem, samt at jeg ofte er alene om opgaverne uden mulighed for support eller sparring – oveni det er vores interne processer er uklare og nogle processer har jeg aldrig hørt om.

Min todo liste er altid længere om eftermiddagen end om morgenen, og jeg kan aldrig nå til bunds i mine opgaver om jeg så arbejdede hele natten med.  Sådan er det bare hele tiden – ikke bare for mig, men også for mine kolleger i samme stilling. Min arbejdsdag består på en god dag af 80% uforudsete uklare hastere og 20% planlagte velkendte opgaver. Mange dage er der endda slet ikke tid til de velkendte og planlagte opgaver, og jeg bevæger mig helt i ukendt farvand, hvor planen og forudsigeligheden er det første, der ryger i svinget.

Drønirriterende. Men blæse være med det for nu. I morgen griner jeg igen med mine kolleger! Og så er det fede ved sådan en dårlig dag på kontoret, at jeg kan køre væk fra den! Som sagt så gjort! Endelig hjemme, endelig nede i gear… Men vi kigger nok på en barns sygedag til en af os i morgen. Nicholas har nemlig børnehavepest aka øjenbetændelse.