Op på hesten igen 🐴

Disclaimer: Langt whiner-indlæg om tidlig overgangsalder.. Når jeg sover og spiser godt, har jeg altid haft masser af overskud – og når jeg i perioder ikke forkæler mig selv med sund mad og rigelig søvn, så har jeg altid kunnet performe alligevel. Jeg har altid kunnet knokle mange timer om dagen, men nu er det som om jeg har ramt en mur.

30% af mit liv er minusdage

Grænsen for min formåen har flyttet sig. Det er som om min krop sætter ud. Jeg løber tør for energi, uanset om jeg sover 7-8-9 timer. Jeg orker ingenting, og når min cyklus kun er på 24 dage, så er det kun 17 dage hver måned, hvor jeg rent faktisk er rimelig velfungerende. Dvs. 30% af tiden er minusdage for mig. Det er altså meget!

Efter mange år hvor jeg intet har mærket til min menstruation, så er jeg nu begyndt at få kraftige smerter og migræne under menstruationen. Jeg har svært ved at sove og svært ved at fungere normalt. Jeg er overfølsom og pirrelig et par dage op til, hvor jeg er parat til at opgive alt. Og jeg mener: A L T. Min selvtillid styrtdykker, og jeg er parat til at råbe P I K og skride fra det hele. Men et par dage efter er alt ok igen. Psykisk, i hvert fald.

Psykisk er jeg begyndt at frygte de 30% – den uges tid, som jeg kan rive ud af kalenderen. Jeg er begyndt at planlægge efter det. Så få vigtige møder som muligt, helst ingen aftaler, for jeg ved ikke, om jeg kan, og jeg vil ikke presse mig selv. Jeg kan som regel godt – med Panodil og Ipren i max dosis, så går det lige. Sådan har det ikke været før. Det er tiltagende, og det er ikke særlig fedt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Oveni det ligger hele Corona’en ovenikøbet og stjæler energi, fordi alt det gode og sjove (fx ferier, fødselsdage og oplevelser) er suget ud af livet.

Ondt over det hele

Jeg har ondt i fødder, hofter, ryg og mellem skulderbladene. Jeg har fået skader pga løb, og det mærker jeg i det øjeblik, jeg sætter fødderne på gulvet om morgenen – AV! Dertil de kraftige menstruationssmerter (3 dage hver måned) og migræne (1-3 dage pr måned). Jeg er gået fra ikke at have ondt til altid at have ondt et eller andet sted.

Forleden var det min højre skinnebensknogle, der gjorde sindssygt ondt og holdt mig vågen den halve nat. Det er gået væk igen, men hvad gik det ud på? Jeg har også restless legs, men magnesium hver dag holder det rimeligt nede.

Stolt?

Jeg ikke særlig stolt af mig selv længere. Det er som om jeg har mistet kontrollen over min krop. Jeg kan ikke længere genkende den og dens signaler. Jeg kan ikke identificere mig med, at det altid gør ondt et eller andet sted. At der er så meget, jeg ikke kan. Så til hverdag ignorerer jeg det. Når det er slemt dæmper jeg det med ipren og panodil.

Jeg er blevet det, jeg svor, at jeg ikke ville. En begrænset svag whining bitch.

Udsigt til overgangsalder ?

Meget af ovenstående skyldes sikkert, at min krop er under ombygning. Jeg er 49. Der er overgang forude. Den største ombygning siden puberteten, tænker jeg. Jeg er total udmattet, træt af at have ondt og godt på vej til at blive seriøst overvægtig.

Min krop tåler ikke det samme som tidligere, og det vækker en enorm vrede i mig. Hvis det ikke var, fordi jeg er udmattet, så ville jeg bide tænderne sammen, træne hårdt, løbe mere, spise mindre og kæmpe mig ud af det. Men jeg kan simpelthen ikke. Jeg orker det ikke.

Sick and tired of being sick and tired

Det er lidt som om, at mit liv er gået i stå. Jeg er træt af at ligge på sofaen og falde i søvn inden 21. Jeg er træt af at have ondt, være i underskud, i dårligt humør og i dårlig form. Det er så langt fra mig som person og slet ikke sådan jeg havde forestillet mig mit liv. Hvad hvis det kun bliver værre herfra?

Det er sådan, det skal være

Jeg vil have et aktivt liv. Jeg vil være i stand til at gå 10.000 skridt om dagen, jeg vil have mere overskud og slippe for at have ondt. Det synes jeg egentlig ikke er ambitiøst, men som jeg har det er det MEGET ambitiøst.

Hvad gør jeg?

  • Jeg fortsætter med at træne mine ankler, så jeg kan gå 10.000 skridt uden at få ondt
  • Jeg fortsætter med løbeprogrammet for ældre og overvægtige på laveste blus (jeg løber pt 2 minutter 3 gange om ugen – yay)
  • Jeg spiser sundt det meste af tiden og forsøger at få min nattesøvn
  • Håber på, at det bliver bedre ..

2 Comments

  1. Birgitte B siger:

    Jeg mærker nogle af de samme ting som dig. Jeg er i ‘opstartsfase’ til overgangsalder og har været det i snart to år (det kan efter sigende begynde op til 10 år før selve overgangen). Jeg har fået piller mod migræne, som hjælper på en helt anden måde en Ipren mv. (de virker nærmest slet ikke). Jeg har længe kæmpet med nogle kilo, som jeg lige pludselig fik for mange af. Jeg sover nogle gange før kl. 21 og vakler fra sofaen direkte ind i seng.
    En idé er at tage en snak med din læge? For mig hjalp det meget at holde fokus på kosten og skære alkohol helt ud af mit liv (stort set). Jeg spiser ekstra magnesium, men også B12 fordi jeg selv kæmpede meget med abnorm træthed.

    Liked by 1 person

    1. mammalade siger:

      Hej Birgitte!
      Tak for din hilsen – på den ene side er det rart ikke at være alene i det her, på den anden side ønsker jeg ikke det her for nogen 🤷🏻‍♀️😅
      Jeg tænker også lægen er mit bedste bud. Absolut.
      B12 vil jeg prøve. Jeg spiser D-vitamin, magnesium og en multi.

      I gamle dage fik jeg energi af at træne, det gør jeg ikke så meget længere, jeg bliver bare endnu mere træt, så det trick virker ikke rigtigt – måske når jeg kommer i bedre form. Forleden var jeg så træt, da jeg løb ved 15-tiden, at jeg snublede flere gange. Det er jo heller ikke optimalt at løbe zombieløb 😂

      Kosten – du har ret. Jeg oplever, at jeg reagerer på min kost helt anderledes kraftigt end da jeg var yngre. Der er mad, som min krop reagerer på med fysisk smerte og med humørsvingninger. Det er lidt vildt, men det går i begge retninger. Når jeg spiser god, lækker, grøn mad reagerer min krop positivt med det samme. Så det er jo bare sådan det skal gøres 🥗
      Tak for din besked og for inspiration!
      Mange hilsener
      Gitte

      Like

Der er lukket for kommentarer.