At komme i seng i går var et større nummer. Vi sover jo alle tre i samme seng, og Nicholas ligger tit og holder om mig eller har en arm hen over mit ansigt. Så jeg var jo godt klar over, at det ikke lod sig gøre at dele seng.

Jeg tog gæstesengen ind i Nicholas’ værelse og gjorde klar til natten dér. Jeg læste for Nicholas, vi talte lidt om mit øre, og så sagde han ‘det dumme øre’ og slog mig lige i øret. Jeg fløj op fra sengen med et skrig af smerte og chok.

Mit øre smertede, og det sagde en høj skrigelyd i mit hoved. Nicholas stod op og skreg af chok i sengen, og jeg var lammet af skræk – jeg var sikker på at blodet nu ville flyde ud af øret, for det føltes varmt og flydende inde i øret. Skatten tog sig af Nicholas, og jeg mærkede efter – måske var det bare slaget, måske var det ikke sprunget op.

Det understregede bare, at jeg må sove for mig selv indtil videre. Det her er så meget værre end jeg havde forestillet mig. Det skulle jo have været et mindre indgreb. Det skulle slet ikke være så omfattende…