Det er som med Medinas sang – vi ved jo godt, at vi skal være ligeglade, men vi kan jo ikke bare være ligeglade. Her taler jeg om, når andre mennesker blander sig, når vores særlige børn opfører sig anderledes. Jeg kan i hvert fald ikke være ligeglad. For jeg er ikke ligeglad. Jeg vil jo gerne have, at min søn vækker mindst mulig negativ opsigt, fordi det er lettest for ham og dermed lettest for os. Jeg er træt af at forklare mine omgivelser, at sådan er VORES regler. Hvorefter de bliver overrulet af andre, fordi vores regler ikke er comme il faut.

Jeg skal være ærlig at sige, at det er noget tid siden, at jeg sidst har haft en episode – den sidste var i påsken. Jeg har i nogle tilfælde fået øjnene, men så længe det bliver ved det, så ryger det under radaren hos mig.  Men bare fordi jeg ikke har haft episoder for nylig, så betyder det ikke, at problemet er gået væk. Det eksisterer, og det fylder i manges hverdag. De tankeløse handlinger, øjne og ord, som andre sender afsted i retning af vores (uopdragne) børn og os, deres (dårlige) forældre. Men hvad gør man så? Det spørger mor til sensitiv om i et meget tankevækkende og rørende indlæg.

Men hvad så? Når han læner sig lidt op af det hele, hvad gør vi så for at forklare omverdenen? Og jeg ved godt, at jeg ikke behøver forklare noget, men der er situationer hvor det alligevel er nødvendigt med nogle ord på en uhensigtsmæssig opførsel.

Mor til sensitiv

Jeg har ikke svaret på det spørgsmål, for jeg bakser også med det, for hvordan forklarer man andre, at ens barn ikke bare er et gennemsnitsbarn og har behov for særlige hensyn? Eller mere præcist formuleret; hvordan får man folk til at bære over med at ens barn opfører sig skandaløst af og til? Mor til Sensitiv har en dreng uden diagnose men med samme type opførsel som min søn også af og til udviser. Jeg kan selvfølgelig trække autisme og ADHD kortet, men det er også svært, for rigtig mange reagerer ved at svare, at diagnoserne bare er modeflip og ‘i gamle dage accepterede man ikke den slags’ og ‘har du prøvet at lade være med at gi’ ham så meget sukker?’ og den sværeste ‘der er ikke noget galt med ham’. Gu’ er der ej noget galt med ham, han er bare anderledes, fat det dog!

Min søn har autisme og ADHD, og man kan ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det. Han er det sociale midtpunkt i børnehaven. Han elsker at være på legepladser, han ikke kender, og han elsker at møde fremmede børn. Han elsker at rejse. Han er på ingen måde genert. Han er spontan, og han har det efterhånden ok med ændringer i planer, hvis vi forklarer dem for ham. Han kender til bordskik, han forklarer gerne konceptet og hjælper yngre kammerater med at holde bordskik, og han er faktisk blevet god til at sidde med ved bordet, når vi er ude.

Ingen kan jo se på ham, at han har autisme og ADHD, og de fleste reagerer da også med vantro, når vi fortæller det. Det er dejligt, men det er OGSÅ svært. For han bliver urolig nogle gange, og han reagerer sommetider kraftigere på småting på tværs end børn, der mangler autisme. Det tolkes så som megadårlig opdragelse og straffes med skældud, hvilket han ikke kan klare, fordi det så vælter for ham i hans hovede, og så har vi en nedsmeltning.

Men udefra set er det jo også virkelig svært at forstå – der er den her helt normale 4-årige dreng, som virker enormt voksen, ansvarlig og regelret – og pludselig eksploderer han bare og er totalt i sine følelsers vold. Det kan godt få fremmede til at tænde af, fordi de tænker, at han er forkælet, uopdragen og forsøger at provokere.

Men jeg prøver at sige til folk, at ‘børn gør altid det rigtige, hvis de kan’. Med andre ord; hvis min søn reagerer uhensigtsmæssigt, så er det ikke fordi han er ond, dum eller fræk, men fordi han ikke kender den rigtige måde at handle på. Så er det os voksnes ansvar at vejlede ham – og det gør man bare IKKE med et møgfald! Jeg mener faktisk, at det er universelt gældende for alle børn – børn vil så gerne gøre det rigtige, men de har altså ikke en voksen hjerne, og derfor er det ofte svært for dem at gøre det rigtige.

Så mit forslag var

“Du kan lave et visitkort, som du kan aflevere til fremmede med et smil som en forklaring. På den ene side ‘Børn gør altid det rigtige, hvis de kan’ og på den anden side link til din blog. Voila. Sådan. På den måde spreder du viden, som kommer alle særlige børn til gavn <3”

Jeg har ikke selv visitkort med den ordlyd, men jeg har overvejet det. Jeg har også overvejet meget store operationsplastre til at smække i sylten på folk. Jeg håber, at visitkortene virker. Det kan godt være, at de bliver i tasken, men med dem i tasken er man jo ikke længere ‘forsvarsløs’ – for tit føler jeg, at det faktisk er det det handler om for mig. At jeg føler, at vi er udsatte og forsvarsløse, når min søn er som han (også) er. Han og vi er forsvarsløse i situationen, fordi vores fokus er på at få ham på rette køl igen. Når vi så møder foragt og nul tolerance fra omgivelserne oveni, føles det nærmest knusende. Og SÅ forsøger vi at være megaligeglade.

Men jeg’ da ligeglad, jeg’ da ligeglad
Det så’n jeg kommer bedst igennem det her nu
Ja, jeg’ da ligeglad, jeg’ da ligeglad
Det så’n jeg har det bedst,
Bar’ at jeg ku’ være ligeglad, jeg’ da ligeglad

Medina

Jeg tænker bare – kunne folk ikke være mere ligeglade, når de overværer børn, der larmer (og en forælder, der febrilsk tysser), eller børn, der ikke ønsker at deltage, ikke kan sidde stille og løber rundt? Smil eller se den anden vej. Glem foragt, glem fordømmelse, bare fortsæt. Lad forældrene gøre deres bedste i fred og respektér deres måde at gøre det på, selvom det strider mod din måde, skurrer i dine øjne og larmer i dine ører.