Vores weekends føles netop nu som et langt hækkeløb af hospitalsbesøg og mærkedage. Det er hårdt og glimtvis både sjovt og dejligt – og helt forfærdeligt.

Vi når en masse, og vi er helt forpustede, når vi omsider lander hjemme igen, lige tids nok til at smøre madpakke, vaske tøj, putte drengen (for sent), farve hår, rydde op og … Rengøring, burde ske, men vi når det ikke.

I dag stod den på indkøb til næste uge, besøge morfar på hospitalet – en times kørsel hver vej og et besøg på omkring 1 1/2 time, over til bedstefar og lave flæskesteg, hygge og se landskamp. Slut klokken 20, og før vi ser os om er en ny uge i fuld gang.

I går havde vi ‘kun’ to ting på programmet – barnedåb og besøge farmor på hospitalet. Det er bedst at besøge farmor om eftermiddagen, for om aftenen er hun ikke rigtig kontaktbar, og i weekenden er derfor det tidspunkt, hvor det er bedst at besøge hende. Så vi havde en bagkant til barnedåben, og det gør det altid lidt stressende at hænge i en klokkestreng, men det er jo noget alle kan forstå, at sådan er det med os lige nu med to syge bedste’r på hver deres hospital.

For os, og især for min mand, handler det bare om at overleve denne tid. Det er ikke nu, at vi når at gøre nogle af de ting, vi gerne vil. Vi når dårligt nok de daglige opgaver herhjemme, så vi overlever med rod og manglende rengøring, og mange af vores principper må vi se stort på for tiden. Det er hårdt. Vi må fokusere på at komme bedst muligt gennem dagene, ugerne og månederne, nu hvor vores gamle forældre har brug for os. Og sørge for at løfte blikket fra hjemmets frustrerende mangel på orden og rengøring.

Det går os på, at vi intet når, men vi er nødt til at acceptere, at det er undtagelsestilstand lige nu og tage det i små steps, når vi har lidt tid og overskud – fx ordner jeg badeværelse, mens jeg venter på hårfarven. Har jo handsker på i forvejen … One down – 117 to go 😀