Denne uge har været den hårdeste uge længe. Med to syge bedster, efteråret udenfor døren, mørke der sniger sig ind, ørepine og snue der kradser i halsen, urolige nætter og 10.000 ting at nå, så er det simpelthen op ad bakke i mere end en forstand.

Derfor føles det helt rigtigt at krybe ned under dynerne inden 23.

Drengen snøftede og snøftede inden sengetid. Han har været let snottet hver aften i denne uge, og her til aften klagede og jamrede han over, at ‘det går aldrig væk’. Og så bad han mig dryppe hans næse. Han er ellers vildt bange for det, så det er stort, at han selv foreslår det. ‘Må jeg skrige?’ spurgte han, og jeg sagde ja og lovede ham at være hurtigt. Han lå helt stille, og han græd så inderligt og længe bagefter. Lille skind. Kort efter sov han.