Før jeg fik børn, så havde jeg en fasttømret holdning til, at børn skal lære at rydde op efter sig selv. Jeg praktiserede dette og forsøgte at lære min søn at rydde op fra han var helt lille, uden større held.

I børnehaven har han så i mellemtiden lært, at en god kammerat hjælper en ven med at rydde op – også selvom han/hun ikke har været med til at rode. En dag, da jeg bad ham rydde op efter sig selv sagde han til mig, da jeg ikke ville hjælpe ham: “Mor, så er du ikke en god kammerat!”, og så forklarede han mig reglerne. Det er jo indlysende! Så det praktiserer vi også herhjemme nu, fordi det giver mening for os.

På langt sigt mener jeg nemlig, at det er med til at styrke fællesskabet, hvis man hjælper hinanden frivilligt. Det er dybest set top-egoistisk KUN at rydde op efter sig selv og afvise at hjælpe hinanden. Også når det er et barn, der har rodet, og moren for 117. gang beder det om at rydde op. Så må man som mor tage ansvar for sit eget behov for oprydning, og så er det bare ned på gulvet og lave en konkurrence med to bøtter – for hvem får fyldt flest legoklodser i sin bøtte? På den måde viser man barnet hjælpsomhed, og som biting kan oprydning godt blive noget, der er lidt skægt og i hvert fald er noget, man er fælles om.