Jeg tror, at mange af os mødre har en tro, at vi bliver bedre medarbejdere, hvis vi på jobbet distancerer os fra visse typiske kvindelige værdier, herunder især mor-rollen. Mor-rollen, moderlig omsorg, empati og hele ammehjernebegrebet er ikke indbegrebet af succesfuld medarbejder. Tværtimod.

Engang fik jeg tit fortalt, at mødre er i høj kurs på arbejdsmarkedet, fordi mødre er supereffektive, benhårde til at prioritere, arbejder hårdere end andre og formår at holde usandsynlig mange bolde i luften og ikke mindst er i stand til at overholde deadlines, som ingen andre kan. Da jeg så selv blev mor, fandt jeg ud af, at det er det, man kalder en ammestuesnak eller blot ren og skær ønsketænkning. Ikke ret mange ser en mor som et aktiv – de ser barns første sygedag, gå tidligt hver dag, ufleksibilitet og fokus på barnet, ikke jobbet.

Jeg arbejder på et gennemsnitsdansk kontor, og jeg har én gang haft min søn med på arbejde. Mine (kvindelige) kolleger reagerede på mødet med min søn på kontoret med afmålt muggenhed, og så bad de om, at jeg lukkede døren til mit kontor, selvom min søn sad med ipad og lyttebøffer på og var eksemplarisk stilfærdig. Mine mandlige kolleger syntes, at det var skægt, og min søn havde i dagens løb besøg af indtil flere forskellige legeonkler, der fodrede ham med slik, kiks, juice, nye app’s og dvd’er. En enkelt sad og tegnede med ham 1/2 time.

Ved kaffemaskinen overhørte jeg to kvindelige kolleger øffe over, at jeg havde ham med, fordi de ikke ville smittes, det gav uro og larm – og ‘kunne hun dog ikke bare blive hjemme, for det er jo synd for barnet’. Da Julia så i dag hyldede fremtidens arbejdspladser med rum til moderskabet følte jeg mig kaldet til at nævne i en kommentar, at hun er priviligeret, og at det nok desværre ikke er normen … jeg skrev, at det med at tage min søn med på job – det gør jeg aldrig mere, fordi der netop ikke er det rum, hun beskriver.

Julia svarede sødt på min kommentar, og sidste sætning i hendes svar fik mig til at stoppe op: ‘.. og det viser jo om noget at vi stadig har nogle ting at diskutere’. Hendes ord – lige netop dén sætning – fik mig til at tænke, at jeg kan blive ved med at brokke mig – eller prøve at ændre verden. Gu’ fanden tager jeg ham med på arbejde igen! For jeg er ikke bare mor i min fritid. Jeg er mor 24/7. Jeg er også produktchef hele tiden. Jeg kan ikke det her med at skifte ind og ud af rollerne, når jeg sådan set bare er mig hele tiden – med barn, med job, med det hele. Jeg kan jo godt se, at jeg på kontoret virker som om jeg er fritidsmor, når jeg sjældent af egen drift inkluderer mit barn i mit arbejde. Det er simpelthen en ommer!

For mig er det optimale arbejdsliv ikke en modsætning til det at jeg er mor. Jeg er en bedre mor, fordi jeg arbejder – og jeg er en bedre medarbejder, fordi jeg er mor. Det fungerer begge veje og griber ind i hinanden. Jeg ønsker en bedre integration, og det er helt ærligt op ad bakke i en hverdag på et gennemsnitsdansk kontor, hvor særligt kvinderne er hårde ved hinanden. Herunder nævner jeg blot et par af de kommentarer, jeg har overhørt, hvor BÅDE afsender OG modtager er en kvinde. Mænd deltager sjovt nok ikke med bemærkninger a’la:

• ‘Skal du allerede gå?’
• ‘Har du set, at nn er forsinket igen? Dén familie har slet ikke styr på morgenerne, hva?’
• ‘Har hun nu syge børn IGEN?’
• ‘Er hun GÅET? Kunne hendes mand ikke tage på skadestuen i stedet for?’
• ‘Har du ingen bedsteforældre, der kan tage over?’
• ‘Kan du virkelig ikke skaffe pasning?!’
• ‘Er I ikke ret tit syge hjemme hos jer?’
• ‘Hun kan simpelthen ikke være bekendt at tage sit syge barn med. Så bliver vi alle jo syge!’

Er dét opbakning – ? Udover at vi kan prøve at bruge hovedet og undgå denne slags kommentarer, så kan vi også selv gøre mere for at integrere familien i arbejdet. Tage barnet med indimellem. Være stolt over at være mor og vise det. Som det er nu, kender jeg flere kvinder – inklusiv mig selv – der spurter ud af døren i sidste øjeblik med dukket nakke for at undgå kollega-radaren, når vi skal hente. Og de fleste mødre også inklusiv mig har det elendigt, når jeg har barn syg og forsøger at kompensere ved at være online på pc og smartphone, mens barnet er sygt.

I stedet for at sige ‘jeg har børn, og jeg er stolt af det’.

Derfor er der behov for flere mødre, der viser, at de er mødre, og at det at være mor ikke er en ulempe i erhvervslivet. Så når mine kolleger ser mit barn som en ulempe eller en modsætning til mit arbejde, er det min opgave at vise dem, at jeg rent faktisk er en mindst lige så god kollega og medarbejder, fordi det netop ikke er enten-eller.

Der findes i øvrigt en helt særlig varm plads i helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden. Det vil jeg huske mig selv på næste gang jeg er ved at øffe over en anden kvindes prioritering af mor-rollen – eller overhører nogen, der øffer.