Vi stod rimelig tidligt op, pakkede vores sydfrugter, gjorde rent og gik ned for at spise en Anatolian Breakfast hos den lokale tyrkiske bager/morgenmadsforretning/kiosk/café på hjørnet af Torstrasse. Han åbner klokken 5 alle dage, og denne søvnige søndag morgen var han også i supergodt humør.

Vi fik vores morgenmad – jeg fik den lækreste og mest cremede latte, samt et kogt æg, lækker tyrkisk fåreost, sorte oliven, honning, tomater, agurk og 2 lækre boller. Knægten fik en donut, og han var helt happy. Han glæder sig til at komme hjem og komme i børnehave og fortælle, at han mistede sin tand nr 2 forleden.

Min søde mand gik afsted for at hente bilen på parkeringspladsen, hvor den har stået en uge. Knægten og jeg gik ad de stille gader tilbage på vores lejlighed. Vi faldt over nogle Stolpersteine på vores egen gade, og jeg læste dem højt for ham og fortalte ud fra de få data på stenen lidt om personerne.

Han tænker meget over det, for han forstår godt, at det er både børn og voksne, der blev hentet af det onde politi og smidt i fængsel uden grund. Alle Stolpersteine, han ser, vil han vide mere om, og denne morgen gik vi derfor og kiggede ned i jorden i gaderne nær vores lejlighed.

Vi fik proppet alt vores haben gut ind i bilen, og ved 11-tiden kørte vi ud af Berlin. Det var hedt, og byen så lidt søvnig ud. Vi nåede hurtigt motorvejen. Vi kørte over Jylland, så vi var ret sent hjemme.

Da vi strakte ben ved Storebælt, sagde sønnen glad ‘sikke en dejlig frisk bjergluft’. Luften i Danmark minder temperaturmæssigt om den kølige luft, vi kom op i med bjergbanen. Det, vi andre herhjemme normalt kalder en lun sommeraften 😀

Vi var hjemme ved 21-tiden, og så var det ellers noget med at lægge tøj klar, smøre madpakker, finde ting og sager frem, pakke tasker og komme på hovedet i seng.

Det var den ferie. Den bedste ferie!