Da vi havde handlet diverse ting til morgenmad og madpakker til næste uge, gik vi ned til Yoli og købte os en overdådig yoghurtis med ubegrænset toppings. Derefter tog knægten og jeg undergrunden til Rosenthaler Platz og gik i Volkspark am Weinberg for at plaske i soppebassinet.
Jeg sad med fødderne i bassinet og så ham løbe rundt og plaske. Han fandt hurtigt sammen med en dreng, der var et par år yngre. De forstod ikke helt hinanden, men løb og legede sammen. De sprøjtede på hinanden, løb efter hinanden og skraldgrinede.
Jeg faldt i snak med drengens forældre, som bor i Bruxelles; faren er svensk, mens moren er belgisk. De var lige kommet, skal være i Berlin i en uge og spurgte efter et par gode tips. Jeg har efterhånden et del tips i ærmet, så jeg foreslog dem at se filmen ved Reichtagsufer klokken 21ish, samt spise på Madami og YumchaHeroes. De havde allerede været på Barcomi’s og spise brunch.
Efter en times tid i det kolde vand frøs knægten så han rystede og havde blå læber, så jeg tørrede ham, og han hoppede i tøjet, og så gik vi op på legepladsen og gav den gas. Da vi løb tør for gas, gik vi ned på Weinbergsweg og tog sporvognen, for det ville knægten helst. Han elsker sporvogne. Vi købte lidt slik og en pose Bien Maja Chips.
Vi gik hjem ad Alte Schönhauser Allée, og vi mærkede 3-4 bittesmå regndråber på armen. Mere blev det ikke til. I dag er den 6. dag i træk, at det tyske svar på DMI har udsendt en advarsel om ekstrem hede.
Her til aften spiste vi Laksa hos Asian Gourmet ved Alex – det var superlækkert. Vi gik i Galeria Kaufhof og kiggede i deres gourmet afdeling. Jeg fandt en pakke med ægte schweizisk Familia Bircher Müsli i en fin retropakke. En bid af Berlin zum mit nehmen. Vi gad ikke rigtig at gå hjem og pakke, men vi får travlt i morgen tidlig, for vi skal gøre rent, spise morgenmad, hente/pakke bilen og ikke for sent afsted til Danmark.
Suk … men nu har vi da kysset Berlin farvel – eller på gensyn 🙂