Ferie i Tyrol er i meget høj grad lagt an på udendørsaktiviteter, og derfor er det bare ikke sjovt at vågne op til regnvejr igen i dag. Et hurtigt kig på vejrudsigten afslørede, at der i vores by i dag vil være nul solskinstimer og omkring 12C, samt regn i rå mængder. Det er rimelig deprimerende. Godt nok har vi tre paraplyer med, og knægten har regntøj med, men det var jo ikke det, der var meningen 😦

Jeg googlede efter forskellige løsninger, men der var også udsigt til regn i Salzburg og i Innsbruck. De forskellige bjerge hang der også regnskyer over. Indendørsunderholdning er ikke noget, man gør så meget ud af i Østrig. Man klæder sig på efter vejret og går ud – eller også bliver man indendørs.

Vi hoppede derfor i pool’en efter morgenmaden, og så var det tid til at finde på noget andet, for at sidde og kukkelure på hotelværelset er alligevel for deprimerende. Jeg prøvede at google efter en nærliggende restaurant, hvor vi kunne få Spinatknödel. Det var nemlig perfekt vejr til Spinatknödel med smeltet smør. Heldet var med mig; jeg fandt en restaurant i Kufstein, som serverer Spinatknödel blot 1/2 times kørsel væk. I Kufstein ligger der endvidere en fæstning, og så kunne vi se den i samme omgang.

Hvad er nu det med Spinatknödel?

Det begyndte for et par år siden, hvor vi fik Spinatknödel på vores hotel, men sidste år var de desværre ikke på menuen. Det er de måske heller ikke i år, og når nu det regner så meget, så har man virkelig brug for Spinatknödel.

Spinatknödel er runde ‘kugler’ bestående af spinat, brødkrummer, mælk, æg, løg, hvidløg, mel og parmesan. De skal koges et kvarters tid i saltet vand. De bliver faste og har konsistens som frikadeller, men indeholder ikke kød. Smagen er helt fantastisk. Man spiser dem typisk med smeltet smør og friskrevet parmesan ovenpå. Det er virkelig lækkert.

På menukortet stod der “Tris von Schlutzkrapfen, Spinatknödel und Südtiroler Käsenocken mit brauner Butter, Parmesan und Salat” – dvs. der var både en Spinatknödel, samt en Käsknocken og Schlutzkrapfen! Hele 3-i-1 🙂 Det var nok til at vi vendte næserne mod Kufstein.

Vi startede med at finde restauranten med Knödl’erne, Restaurant Kufstein Auracher Lochl og den var en attraktion i sig selv. Den lå i den gamle bydel nær floden, der brusede gennem byen. Det var en stor restaurant/hotel/vin/gin-bar i originalt tyroler-look med mørkt træ, svungne bogstaver, rustning, sværd, udstoppede dyr, rå træborde og rødternede servietter. Vi var klar over, at det enten var en turistfælde eller også så holdt det hele vejen hjem. Det var absolut ikke en turistfælde; maden var helt fantastisk; Tiroler Küche er et af deres specialer, og det var jo lige dét, vi var på udkig efter.

På børnekortet var der en Schnitzel mit Pommes, som knægten gerne ville have. Han har vist ikke fået schnitzel før, men den var virkelig lækker (jeg er ikke schnitzel-fan, men den var virkelig god), og han spiste den hele, samt et par pommes, resten lod han være. Jeg er så stolt af ham. Han er absolut ikke eventyrlysten når det kommer til mad. Og han bad slet ikke om at få Ipad’en, men sad i stedet og tegnede og farvelagde børnemenuen.

Så kom vores Knödel-platte – jeg siger det bare; jeg er Knödel-fan. Hold nu op, hvor var det godt. Der var en lys Knödel, som var en Käsenocken, som er lavet på samme måde som Spinatknödel – blot er spinaten erstattet med ost. Schlutzkrapfen minder lidt om ravioli, men er typisk ret i Sydtyrol. Jeg tænker, at de i dén region skændes om hvem der egentlig fandt på det med at koge dejpakker med fyld 😀

Jeg spiste min Spinatknödel til sidst – jeg var i Spinatknödelhimlen 😀

Kufstein fæstning

Da vi havde betalt gik vi rundt om hjørnet og opad en stejl gade til Kufstein fæstningen, hvor vi for 24 euro købte en familiebillet, der inkluderede fri adgang til fæstningen inklusiv det lille tog derop. Man kunne også have taget trappen, hvis man ikke havde maven fuld af Knödel.

Kufstein ligger 2 km fra grænsen til Tyskland. Kufstein har været Østrigs yderste forsvarspunkt mod Tyskland, og fæstningen fra 1500-tallet ligger højt og centralt placeret, så man har kunnet skyde på alt og alle, der forsøgte at snige sig ind i Østrig fra Bayern.

Vi spurtede rundt på fæstningen – det øsregnede igen, så vi løb spidsrod fra port til port. Vi så bl.a. nogle af de granater, geværer, sværd, kanoner og ammunition, der er blevet brugt i tidens løb. Vi kiggede ud af skydeskår, og knægten demonstrerede hvordan man skyder med bue og pil ud af skydeskårene. Ved kanonerne var der en rød knap, og han mente, at hvis han trykkede på den, så ville kanonerne gå af. Det forbød jeg ham, fordi det regnede for meget lige dér. Det var han ærgerlig over.

Efter at have spurtet fæstningen rundt, op og ned ad stejle brostensbelagte (glatte) gange, så havde vi brug for en kop kaffe. Vi tog derfor den lille bane ned igen og gik hen på byens torv, hvor der lå en lille café ved navn Café Liebelei. Vi fandt et bord bagest og bestilte kaffe. Det var virkelig god kaffe. Jeg bestilte en ekstra stor cappuccino, der var varm, magtfuld og kraftig. Uhmmm…

Starkregen & Schnee … oh neee!

Bagefter kørte vi gennem regnen tilbage til hotellet for at dase og slappe af. Nu satser vi på bedre vejr snart. I morgen forhåbentlig. Vejrudsigterne viser en bedring, og advarslen omkring starkregen gælder kun til klokken 15 i dag.

Som et lille kuriosum kan jeg oplyse om, at i dag er snegrænsen faldet ned til 1700 meter, og regnen er derfor faldet som tøsne i bjergene. Fantastisk. Jeg hader sne. Jeg hader sne i juli endnu mere. Beklager, jeg kan ikke se det fede i det. Det betyder, at der er faldet sne på det bjerg, vi var på i går. Kom så, sommer 2016, dit sløve læs – kom så!!!