Året er 13 dage gammelt, og det er nu stukket af i en helt anden retning end forudset. Der er 90 dage til påske, så hverdage er der flest af her i første kvartal, og det var vi indstillet på.

Vi startede friskt ud på det nye år. Min helvedeshoste var næsten væk, og det gik godt. Fuld fart frem!

I sidste uge blev min mand syg, ikke manflu, men en rigtig solid generalforkølelse. Fredag var han stort set frisk igen. Det var rart at se frem til en weekend, hvor vi alle er raske og kun har få planer.

Middag lørdag hos min far blev aflyst, fordi min far var syg med dårlig mave. Okay, ny plan. Vi hyggede hjemme, læste bøger, og min mand sørgede for at langtidsstege en flæskesteg mit alles. Senere så vi endnu et gruopvækkende afsnit af Dogs of Berlin.

Skift til søndag morgen. Ved midnat i går dukkede drengen pludselig op i stuedøren, forsovet og forskrækket. Han havde kastet op. Det fortsatte med en times interval, og ingen af os sov for alvor før ved 3-tiden.

Knægten fik det gradvis bedre i løbet af natten. Til sidst fandt han ro mellem os, tæt limet ind til mig. Han flettede sine ben sammen med mine, lagde sine arme over min hals og mit ansigt, og jeg mærkede hans varme ånde mod min kind blive mere og mere regelmæssige og dybe. Til sidst faldt jeg også i søvn.

Morgenkaffen var hårdt tiltrængt søndag morgen. Drengen var træt, han var mat, men ikke længere dårlig. Jeg lød til gengæld som en fugl, der havde skræppet hele natten, og min næse var tilstoppet. Jubi..

Vi tog den med ro søndag formiddag. Havde selvfølgelig alle mulige planer, men intet overskud. Gør ikke i dag hvad der kan vente til i morgen…