Jeg vil ikke lege med DIG!

Lige nu er der flere børn i vores drengs børnehave, der møder den sætning, når de vil lege med hinanden. Lynhurtigt griber vores dygtige børnehave ind overfor det, og reglerne er nu, at man ikke må sige ‘jeg vil ikke lege med dig’. De har talt om det i gruppen med børnene.

Jeg har luret lidt på, om vores dreng er en af dem, der går rundt og siger sådan, for sådan siger han faktisk tit til os herhjemme. Vi reagerer ved at sige ‘det er ikke sødt sagt, mor/far blev ked af det’, for jeg mener ikke, at det er god tone at behandle hinanden på den måde.

Som udgangspunkt synes jeg, at han skal være åben overfor at lege med alle, – det er selvfølgelig i orden, at han på sigt finder sig nogle bedste venner, som han leger mere med. Men at han siger ‘jeg vil ikke lege med DIG!’ (og ofte med væmmelse eller provokation i stemmen) op i ansigtet på en anden, det vil jeg gerne vænne ham af med.

Det er særligt en af drengene i børnehaven, som de andre er hårde ved. Peter er ny, og han virker ikke som om han er interesseret i de andre – eller ikke kan finde ud af at bryde isen. Han vil lige så gerne (eller hellere?) lege alene. Han siger ikke så meget, mens de andre plaprer op. Han er startet i børnehave som 3-årig og har ikke været i institution tidligere, så han er også blevet kastet på hovedet ud i det!

I børnehaven har de opfordret til, at vi skal snakke med ungerne om ‘jeg vil ikke lege med dig’, så det gjorde jeg her til aften, da vores dreng sagde ‘jeg vil ikke lege med DIG, dumme mor!’, fordi jeg ville give ham nattøj på.

Jeg spurgte, om der er nogen, der siger sådan til ham. Det svarede han nej til og fortalte uden videre, at han ikke gider lege med Peter! Jeg sagde til ham, at det er synd for Peter, at han skal være alene og ikke har nogen at lege med. Jeg fortalte ham også, at jeg er sikker på at Peter kender nogle sjove lege.

Vores dreng afviste fuldstændig bare at prøve at lege med ham, og han begyndte at græde. Formentlig fordi han godt ved, at det er forkert at sige ‘jeg vil ikke lege med dig’ til nogen. Jeg foreslog ham så, at vi kan tage hjem til Peter og lege en dag. Det vil han bare super gerne. Han lyste op som en sol. Jeg vil forfølge den idé i morgen.

7 kommentarer til “Jeg vil ikke lege med DIG!

  1. God idé! når b¢rnene kender hinanden, er de også bedre til at lege med hinanden…
    I vores kvarter tillader vi ikke at b¢rnene udelukker hinanden, men at de skal give plads til at bestemme efter tur, bytte leget¢j når de har brugt det efter en tid osv. Det lykkedes ikke altid, der er tit normale skæve overreaktioner, hvor en voksen må lytte til alle parter og finde en l¢sning med en aftalt regel og måske en undskyldning imellem parterne. Sådan har det udviklet sig igennem årene.
    At det ikke er det samme for alle, har vi måttet mærke, da der kom en ny jævnaldrende pige ind i kvarteret, som hurtigt begyndte at bryde ind imellem 2 veninder og tvinge den ene til at udelukke den anden…. Vi er nu igen igang med at hjælpe dem alle på vej til, at alle skal have ret til at lege med. Og jeg er overrasket hvor meget det er vigtigt for alle = forældre såvel som b¢rnene i kvarteret, at det skal kunne fungere.

    Like

    1. Det er fedt, at I i jeres kvarter simpelthen har regler. Kan man det? Jeg tænker bare tilbage på min barndoms vej … der var sgu ingen regler. Snarere jungleloven. Der var nivepigerne, der boede rundt om hjørnet, som tvang os til at spise cigaretskod og nev os hårdt i armene, hvis vi nægtede. Dem var vi bange for, og vi sagde det derhjemme, men ingen gjorde noget ved det. Der var også min nabos ven, der bankede min lillebror gul og blå, hver gang han var på besøg. Eller pigen længere nede af vejen, der hev fat i min lillebrors cykel og væltede ham, så han fik asfalt-eksem i hele ansigtet. Jeg tror ikke, at mine forældre talte et alvorsord med nogle af deres forældre. Vi fik bare at vide, at vi skulle holde os væk fra dem. Skulle det ikke have været omvendt?

      Gitte K

      Like

      1. jeg har vist været heldig – og været med til at give en kop kaffe og saftevand da b¢rnene legede ude under opsyn… derudover er der hjælp på kryds og tværs med pasningsordninger i randtider. Og vore fælles fredagsapéro med leg og voksensnak. Jeg tror virkelig den bedste vej er at lære hinanden at kende… og g¢re noget ved det, når der beklages over b¢rnenes opf¢rsel!

        Like

  2. Åh det er så hårdt – den der børneverden kan bare være sådan en jungle. Jeg forsøger herhjemme at holde den slags opførsel helt væk, men det er svært – og gør så ondt så ondt hvis ens barn afvises også selvom det ikke er systematisk, men bare sker en gang. Nu skal den ældste i skole… Og puha moderen er nervøs! Og spændt og glad, men også nervøs. Det er bare s… hårdt at slippe de små rollinger ud i verden!

    Like

    1. Skolen … åh, jeg håber, at jeg okser med opgaven. Nicholas er ikke engang 3 år, og vi bokser allerede med mobning i det små. Men det er nok i virkeligheden allerede her, at det starter, og hvis vi (forældre) er skarpe/konsekvente/?? nok, kan vi så vænne dem af med den adfærd før skolealderen?

      Tænk, hvis vi ku’. Det ville være skønt.

      Gitte K

      Like

      1. Mon I kan tage kontakt op med de andre forældre? med lærerne? snakke om jeres angst og finde nogle regler? Der er mange forældre der ikke véd hvordan ders b¢rn opf¢rer sig udenfor deres opsyn, andre b¢rn som er fortabte i den nye verden….

        Like

      2. Jo jeg tror også at man skal have fat i ungerne (altsåderes forældre) inden skolealderen. Vi har også mobningens grimme ansigt stikke hovedet frem i børnehaven. Heldigvis har vi ikke været ramt men fir pokker hvor har mine unger mange gange skulle høre på taler og formaninger fra deres mor – omhvordan man behandler hinanden. Jeg synes faktisk det virker (nu de er over 3) at appelere til dem i forhold til hvordan de selv ville føle det! Det er langsommeligt men jeg tror det er den rigtige måde – at de sksl lære at føle empati.

        Mht skole – tror og håber der er styr på det! Men for pokker – det er en privatskole og jeg kan ikke slippe for frygten for de overforkælede curlingbørn med for mange penge – se det er så mine (ikke så charmerende) fordomme. Det er svært men kan man gøre meget amdet end at lære børnene at de er gide nok og at man skal behandle hinanden med respekt.

        Like

Der er lukket for kommentarer.